Folkeskolen

Sommerferien står for døren. Dette er en hilsen til de trætte lærere. Der er fire slags trætte lærere.
Der er dem, som har taget det pukle-slæv alvorligt, som det er at være lærer. Som har prøvet at give børnene en fornemmelse af den verden, som omgiver dem — ofte på trods af pensumkrav og undervisningsmidler og arbejdsvilkår. Dem ønsker jeg en god sommerferie.
Der er dem, som uden synderlig interesse for børn eller lærergerning har taget uddannelsen og er gået ind i jobbet — som de kunne have gået ind i ethvert andet rutinejob. Som har læst dagens tekst på rette sted, som har trillet sig selv og børnene igennem skoleåret, og som har opnået resultater, der ligger nærmere eller fjernere de snævre krav, som skolen finder sig i at nøjes med. Dem ønsker jeg fortsat god ferie.
Der er dem, som efter et langt liv i skolens tjeneste simpelthen er trætte. Mænd og kvinder i tresserne, som hver dag stilles overfor en ungdom, som de i færreste tilfælde har mulighed for at forstå og kommunikere med. Ingen disciplinære vanskeligheder, men en klar fremtidsbevidsthed, orienteret mod det magiske tal: 67. Dem ønsker jeg nedsat pensionsalder, førpension og alt, hvad der er godt og rart.
Og så er der dem, som året igennem har ført en håbløs kamp. Som er kommet på den forkerte hylde, og som hver dag har gennemlevet et mareridt af nederlag og ydmygelser. Som har følt sig ensomme og svigtede på lærerværelserne, som desperat har forsøgt sig både med eftergivenhed og skraphed, men som hverdag er vendt udmattede hjem til forventningen om næste dags nedværdigelser. Dem ønsker jeg et andet arbejde.
Og endelig er der naturligvis dem, der ikke vil finde sig i at blive anbragt nogen af stederne. Hvorfor ikke være large. God ferie.
»Skolen er samfundets værksted. Børnene er fremtidens borgere. Lærerne er dermed den mest centralt placerede samfundsgruppe på længere sigt.«
Med disse ord indledte jeg d. 23. august 1968 i politisk revy nr. 106 min serie af kommentarer med udgangspunkt i Folkeskolen, Danmarks Lærerforenings blad. Nogen dialog kom ikke i stand. Jeg har været for pueril og negativ til at kunne tages alvorligt.
Men det afholder mig ikke fra at tage skolen og dens forhold yderst alvorligt. Skolen er traditionelt en samfundsbevarende kraft. Det er arven, der formidles. Måske er det utopisk og i strid med historiens love at forestille sig, at den kan være andet.
Men en ting er sikker: den dag lærerstanden bliver virkelig samfundsbevidst, erkender sin egen betydning — og virkelig kommer i bevægelse — den dag er kimen lagt til en fornyelse nedefra.
Den dag skolen insisterer på at være progressiv, vil den kunne blive en ligeberettiget samfundskraft ved siden af andre — et pres i retning af menneskelighed og menneskeværdighed osse udenfor skolens vægge.
Er det kun et spørgsmål om vilje?

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.