Folkeskolen Tre uhørlige slag på en næsten eksisterende gongong. Det usynlige tæppe glider til side, og den grånende skoleinspektør træder højtidsfuld ind i det fyldte lokale. Han bærer med sig den store gule kuvert, hvis røde laksegl han har siddet og glædet sig over nede mellem alle de triste moderne papirer på hans kontor. Han fremdrager sin lommekniv og spræt-ter kuverten op. Den årlige farce har taget sin begyndelse. Det er eksamenstid. Det er tiden, hvor den gode lærer ser sine fantasifulde elever blive knoklet ned af forbenede censorer. Det er tiden, hvor den dårlige lærer ser sine trusler ske fyldest gennem en fortvivlet og mere moderne censor, der ser lærerens tristhed afspejlet i stil efter stil. Det er tiden, hvor middelmådigheden triumferer, når lærer og censor finder hinanden i fælles begejstring over deres elevers modne brug af klicheer. Det ertiden, hvor den lærer, der kender børnene gennem flere år, ser sine velunderbyggede indtryk dementeret af tilfældige udsving i opgavernes formulering og sværhedsgrad. Det er tiden, hvor lærer-elev-kontakten lider sit afsluttende nederlag og afsløres som tom hygge og spilfægteri. Det er jo ikke årenes arbejde, der tæller. Det er eksamen. l grunden er det fantastisk, at lærerne finder sig i denne nedvurdering af deres arbejde, denne urimelige og teatralske overbygning på deres samarbejde med eleverne, denne umyndiggørelse. For det daglige arbejde i klasserne har eksamen kun skadelige virkninger. Den har ingen positiv funktion for skolelivet. Den er den sløje lærers sidste argument, sidste tilflugt, sidste redningsplanke, sidste trussel. Ved hjælp af eksamen kan man terrorisere elever til at beskæftige sig med noget, som intet siger dem, og som de derfor intet lærer af. Der er kun to holdbare argumenter for eksamen. Den kan danne basis for den sorteringsprocedure, som sikrer den sociale skævhed i rekrutteringen til de højere uddannelser. Og den kan være til nytte for erhvervslivet, som ikke er interesseret i mennesker, men i kvalifikationer. Og som tror, at eksamen er et udtryk for dem. Det er rigtigt—og det fremføres ofte fra lærerside — at mange elever godt kan lide både karakterer og eksamen. Lærerne burde se denne kendsgerning som an anklage. For det kan kun betyde, at arbejdsglæden og fornemmelsen af fremskridt har været så ringe for eleverne, at de er henvist til meningsløse karakterer og tilfældige eksamensbedømmelser som bevis på, at deres arbejde har givet resultater. På mange skoler er man ved at afskaffe de almindelige årsprøver op til 7. kl. Men man er betænkelig ved at pille ved eksamensklassernes terminsprøver, og selve den fine og skinbarlige eksamen er stadig hellig. Man tillader visse fremskridt på de punkter, hvor de ikke hemmer sorteringen og erhvervslivet. I disse dage sveder landets elever over de mundtlige afhøringer. Mange af dem er blevet klogere, end vi andre var. De knokler ikke helt så meget. Men indgrebet i skolernes liv er det samme. Alle eleverne mærker den underlige hektiske stemning. Der er mellemtimer, og der er vikarer. De sidste to måneder af skoleåret, der kunne bruges til undervisning, bruges i stedet til at afspille klassesamfundets selektionskomedie. Man skal dog ikke glemme alvoren midt i denne komedie. Vores skolesystem har givet afkald på at betragte skoletidensom en selvstændig udviklingsperiode i barnets liv. Har givet afkald på at betragte det at lære noget som en menneskeligt tilfredsstillende virksomhed, l stedet for stiller skolen sig til rådighed for det samfundssystem, som forudsætter en brutal klassifikation af mennesker i rentable og urentable individer. Det system, som er villig til at betale lidt aflad i form af særforsorg, pædagogiske getthoer og skolepsykologer. Det system, hvis umenneskelige fantasiløshed topper i det eksisterende eksamenssystem. Både elever og lærere og forældre er interesseret i at vide noget om, hvad eleverne kan og vil og er. Men man lader denne vilje korrumpere ved at tillade klassesamfundets sorteringsbehov og erhvervslivets rentabilitetskrav bestemme metoderne. Der vil komme tilfælde af eksamens-boykot. Den lærer, som oplever det, kan tage det som en stor kompliment. Han har formået at give sine elever en arbejdsglæde og en følelse af at få noget ud af undervisningen — som overflødiggør den latterlige og vilkårlige eksamensprocedure. Side 4 politisk revy © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.