politisk revy  side 5

Folkeskolen

Folkeskolens nr. 5 beskæftiger sig med forslaget om at indføre obligatoriske skolenævn ved alle skoler. Bladet møder forslaget med berettiget skepsis. Skolenævnene har ikkeeffektivi-seret forældreindslaget i skolens ledelse, fordi man ikke har styrket forældrene der, hvor den afgørende myndighed ligger, nemlig i skolekommissioner og -direktioner. Det nye forslag går ovenikøbet ud på at reducere forældrenes indflydelse disse steder!
Dertil kommer, at skolenævnene er noget, der kommer oppe fra, de har ikke basis i et initiativ f rå forældrene, fx i form af en forældreforening. Folkeskolen ser løsningen på dette kontaktproblem mellem skole og forældre i en intensiveret indsats fra lærerens side - og ser naturligt dette i sammenhæng med lærernes tjenestetidsproblem.
Midt i alle disse smukke ord om forældre-åbne skoler, om forældresamarbejde, om forældrenes interesse for skolen, om forældrenes indflydelse osv. osv. — spør man pludselig sig selv: Hvad ligger der bag denne vældige interesse, der vises ikke blot fra lærerside, men også fra de centrale myndigheders side?
Når almindelige forældre snakker om lærere, er de ofte imponerede og taknemlige, men ganske uforstående overfor det arbejde, lærerne udfører. Når lærere taler om forældre som gruppe, så anser de dem — sikkert med rette — for reaktionære i forhold til pædagogerne som gruppe.
Hvad indebærer en alliance mellem forældre og lærere? Hvis man vil være elskværdig, så indebærer den en større mulighed for at manipulere med børnene. Hvis man vil sige det mindre elskværdigt, så indebærer den de to vigtigste voksengruppers sammenrotning imod børnene. Man vil nemlig lægge mærke til, at man på intet tidspunkt i ramme alvor arbejder med en indflydelse til eleverne. De kan få lov til at lege med elevråd og derigennem lære det parlamentariske demokratis spilleregler —men reelle beføjelser? — nej.
Set fra børnenes synspunkt må spørgsmålet lyde: Hvad skal forældrene på skolen? Vi har vores lærere der. Der er nogle der er gode, og der er nogle der er utålelige. De gode vil vi ikke have forældrene til at forandre. De utålelige eller kedelige vil man endnu mindre kunne røre nu end før man fik det tætte og fordragelige samarbejde.
Det er truslen fra børnenes stigende bevidsthed og dermed voksende frustration, der får de voksne til at søge sammen. Det gælder at cementere de voksne magtpositioner. Der er gudskelov den vanskelighed ved dette, at lærerne kun er interesseret i samarbejde med forældrene, hvis det kan foregå på lærernes egne betingelser (og det vil tit være en fordel). Og forældrene er slet ikke interesseret i noget som helst, allermindst deres børn. Ikke før det pludselig bliver vældig vigtigt for dem, at børnene skal blive dygtige og effektive og finde godt arbejde hurtigt.
Folkeskolen skriver i en kommentar til en artikel i Politiken, hvor der tales om "forældre-oprør" i anledning af forslaget med skolenævnene: "Man kan svælge så meget i oprør, at man ser oprør allevegne. Den passivitet, der kendetegner brede forældrekredses kontakt til skolen, og som har fundet kontant udtryk i Socialforskningsinstituttets publikation 34, tyder ikke på forældreoprørstendensen, som ministeren har skullet komme i forkøbet."
Folkeskolen har ret. Det er slet ikke et forældreoprør, der er tale om. Det er et børneoprør, der truer. Det er det, man vil komme i forkøbet. Måske gør man sig det ikke klart, men systemer reagerer undertiden meget præcist pr. instinkt.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.