politisk revy  side 5

Folkeskolen

I Folkeskolens nr. 42 tages afstand fra nogle konklusioner, der er draget af en amerikansk undersøgelse over sammenhængen mellem børns intellektuelle fremskridt og deres læreres forventninger til dem.
Det er med rette, at der tages af stand. For det første er undersøgelsen delvis ukorrekt refereret, for det andet drager referenten konklusioner, der står helt for hans egen regning.
Det er bare trist, at Folkeskolen dermed kan lade være at tage stilling til undersøgelsens egentlige resultater-men kan nøjes med at afvise en uholdbar udlægning af dem.
Undersøgelsens hovedtræk er disse: Et stort antal børn blev prøvet med en almindelig intelligensprøve, der for tilfældet blev kaldt en ,,prøve for potentielle fremskridt i skolen". Lærerne blev ikke gjort bekendt med alle resultaterne— men man lod nogle oplysninger sive ud til dem. Man lod ret uformelt bemærkninger falde om et tilfældigt udvalg på 20% af børnene. Man sagde, at disse børn efter prøverne at dømme kunne forventes at gøre særlig gode fremskridt i skolen. Og så pakkede psykologerne deres sager—og kom tilbage nogle måneder efter, og senere igen efter et årstid, og prøvede børnene med de samme prøver.
Alle børnene havde gjort fremskridt, dvs de fik bedre resultater i intelligensprøven, men osse i de standpunktsprøver, der indgik. De største fremskridt blev gjort af dem, som man havde givet lærerne forventninger til. Forskellen var størst i de mindre klasser.
Da børnene var tilfældigt udvalgt, var der ingensomhelst grund til at vente, at de 20 % skulle adskille sig fra resten. Den eneste forskel mellem dem og de andre var, at læreren havde grund til at vente noget særligt af dem. Ikke desto mindre blev altså denne forventning kraftigt bekræftet.
Ikke nok med det. Læreren blev bedt om at beskrive børnene. De børn, som de forventede noget af, blev beskrevet positivt: de havde større chance for at blive til noget, de var gladere, mere tiltalende, bedre tilpassede og havde et lavere behov for ros og belønning.
De børn, som lærerne ikke forventede noget af, blev beskrevet mere negativt. Jo mere fremskridt de gjorde på trods af lærernes manglende forventninger til dem, des mere blev de beskrevet som besværlige og frække. Af de udvalgte børn blev dem fra ,,low ability" klasser beskrevet noget mere negativt end børn fra ,,high ability" klasser (skolen delte efter "evner").
Visse ting tydede på, at resultaterne ikke kunne forklares ved, at lærerne havde brugt mere tid på de udvalgte, eller havde talt mere med dem. Det måtte være subtile faktorer der virkede. Undersøgelsen viser:
1)  pædagogiske prognoser er tilbøjelige til at bekræfte sig selv, alene i kraft af, at de stilles.
2)  det er risikabelt for en elev at gøre fremskridt,  hvis  det  ikke forventes af ham.
3)   børns fremgang (og vanskeligheder?) kan ikke alene forklares ved faktorer hos barnet eller i dets miljø. Lærerens indstilling betyder også noget.
Hvordan og hvor tidligt etableres sådanne lærerindstillinger til børnene? Hvor parate er lærerne til at ændre dem? Er det ligefrem farligt at give lærere oplysninger om prøveresultater, ekspertudtalelser osv? Hvordan skal lærere optræde, så alle børn mærker, at de har tillid til dem og forventer noget godt af dem?
Hvad betyder det for de børn, der på forskellige tidspunkter af deres uddannelse efter tvivlsomme kriterier sorteres fra som "uegnede"?

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.