Det upopulære hjørne

„Flugten fra friheden"

Fromms arbejde har gyldighed i forhold til det han behandler, men jeg tror, at der er så mange radikalt nye momenter i vor situation, at Fromms instrumenter vil vise sig at være for primitive, skriver Jesper Jensen i denne analyse af Fromms fornylig til dansk oversatte bog.
„Flugten fra Friheden" er nok Erich Fromms berømteste bog. Den udkom i USA i 1941. Psykologen Erich Fromm var da igang med et større arbejde, der skulle handle om det moderne menneskes karakterstruktur og de problemer, der knytter sig til vekselvirkningen mellem psykologiske og sociologiske faktorer. Under indtryk af den politiske situation afbrød han dette arbejde for at koncentrere sig om det problem, han fandt afgørende for tidens kulturelle og sociale krise, nemlig: frihedens betydning for det moderne menneske.
Denne afhandling er'oversat af Karen Meldsted og udgivet som billigbog hos Hans Reitzel, og Fromms bog har således — med 22 års forsinkelse — fundet vej til det lille Danmark. Der er sikkert mange herhjemme; der ikke har kunnet vente sålænge, og det er vist ikke overdrevet at sige, at „Flugten fra Friheden" allerede på mange måder har præget dansk kulturdebat At det er vor kulturdebat mere end vor fagpsykologi, som Erich Fromms psykologiske værk har påvirket, siger noget om bogen — og måske også noget om vor fagpsykologi.
Det er bogens hensigt „at analysere de dynamiske faktorer i det moderne menneskes karakter og hele indstilling, der fik det til at give afkald på friheden i de fascistiske lande, og som også — som Fromm siger — er fremherskende blandt millioner af mennesker i vor del af verden". Frihedens problem — og menneskets løsning af dette problem — det er bogens tema.
Priheden har to sider, siger Fromm. Dels er det frihed fra, d. v. s. en negativ frihed, dels er det frihed til, d. v. s. en positiv frihed. Den første frihed er frihed for tvang, fra autoriteter, fra naturens herredømme; men det er dermed også henvistheden til sig selv, usikkerheden, tvivlen, angsten. Den positive frihed er friheden til at udfolde sig, friheden til spontant at møde andre mennesker og den omgivende verden i kærlighed og arbejde.
Begge disse former for frihed er afhængige af menneskers kår, af de sociale og økonomiske forhold i samfundet Hvis samfundsforholdene muliggør en balance mellem de to slags frihed, kan mennesket udvikle en harmonisk karakter, hvor det gennem den positive frihed får styrke til at bære den negative friheds byrde. Så kan frihed fra tvang og autoritet blive til selvstændighed, og tvivl og usikkerhed blive til kritisk sans.
Hvis de sociale og økonomiske vilkår ikke begunstiger den positive frihed, bliver der et misforhold mellem de to sider af friheden. Den negative frihed bliver dominerende, utryghed og afmagtsfølelse bliver resultatet — og flugten fra denne frihed bliver løsningen på det psykologiske dilemma.
Erich Fromm ser denne mekanisme som grundtemaet i to store massebevægelser i historien: reformationen og fascismen. Og han mener at se en nøje parallel mellem Luthers og Hitlers appel til en middelstand, som de økonomiske vilkår dels gjorde til frie Individer, og dels berøvede muligheden for at realisere en positiv frihed — og som derfor blev usikker og angst
Liddelalderens feudale samfund med faste klassegrænser, lavssystem og stærke økonomiske og sociale konventioner, afspejlede sig i en livsholdning, der var præget af ufrihed, men samtidig af tryghed. „Mennesket havde fra det øjebuk, det korn til verden, sin faste, uforanderlige, ubestridelige plads i samfundet, var rodfæstet i et organiseret hele, og tilværelsen havde således en mening, der ikke gav mulighed for, og heller ikke grund til tvivl En person var identisk med sin rolle i samfundet; han var bonde, håndværker eller ridder, ikke et individ, der nu engang havde dette eller hint erhverv. Samfundet opfattedes som en naturgiven foreteelse, og det at have sin bestemte plads i det gav mennesket en følelse af tryghed og samhørighed".
Den katolske kirke udtrykte og dækkede på helt naturlig måde denne livsholdning. „Forholdet til Gud var tillidsfuldt og hengivent, snarere end det var tvivlende og frygtsomt".
Det var ændringer i den økonomiske struktur, der slog dette billede i stykker. I stedet for lavsvæsenet og markeds-konventionerne satte konkurrencen og det frie marked ind. „I det sociale samkvem begyndte man at ignorere rangs-forskelle. Rigdom kom til at betyde mere end herkomst". Det private initiativ blev nødvendigt, hvis man ville klare sig, man blev sin egen lykkes smed. Denne frihed betød imidlertid også, at den store håndværker— og middelstand truedes af de initiativrige kapitalister. Friheden fra gamle bånd øgedes, men jo mere der blev overladt til den enkelte, des mere blev den enkelte overladt til sig selv.
Den nye livsholdning, der af forholdene blev pånødt mennesket, gjorde også forholdet til Gud problematisk. Det blev Luther, der formulerede det nye gudsforhold. Den øgede frihed afspejlede sig i det personlige forhold til Gud og i det individuelle ansvar. Afmagten og tvivlen afspejlede sig i den totale underkastelse i forhold til den himmelske magthaver.
I det sidste finder vi det autoritære dobbelrtema. Underkastelsens modstykke er domineringen. „Dette at et menneske samtidig kan nære kærlighed til autoriteten og had til de svage og magtesløse, er typiske træk i den autoritære karakter". Luthers eget forhold til verdslige autoriteter på den ene side og til bønderne eller pøblen på den anden, illustrerer ganske godt dette dobbelttema.
Den afspejling af middelaldermenneskets frigørelse, som var det positive i reformationen, finder ikke noget tilsvar i udviklingen af fascismen. Her er det autoritære tema, magttemaet, blevet det centrale og det dominerende.
Men frihedsproblemet var heller ikke den vigtigste f aktor for fascismen. Ganske vist betød det på en vis måde en frigørelse, at kejserdømmet var knust i krigen, og der var sat spørgsmålstegn ved en række moralske konventioner og sociale traditioner. Men man havde derved mistet nogle tryghedsskabende faktorer — og navnlig var den lavere middelstand igen kommet i klemme. Det var den økonomiske magtkoncentration, det var monopolkapitatismens vækst, der nu truede håndværkere, småhandlende og funktionærer og gav dem en følelse af individuel utilstrækkelighed og magtesløshed.
Det var disse befolkningsgrupper, der med begærlighed greb til den autoritære løsning af problemerne. Underkastelsen under Hitlers førerskab gav dem tryghed, og samhørigheden med ham og hans apparat kurerede afmagtsfølelsen. Kærligheden til autoriteten gjorde, at Hitler blev endnu mere populær efter magtovertagelsen. Hadet til de svage udtryktes indadtil i form af jødeforfølgelser og euthanasidrab, og udenrigspolitisk i foragten for de allieredes militære svaghed og politiske eftergivenhed.
Middelstandens dilemma var ikke den eneste kilde til nazismen, selvom andre befolkningsgrupper ikke fulgte bevægelsen med samme begejstring. Jordbunden var beredt: bønderne var forgældede og bitre, arbejderne var skuffede over det fortsatte politiske tilbagetog der fulgte deres første sejre i 1918 — og det liberale og katolske borgerskab resignerede.
Fromm gør detailleret rede for de politiske og navnlig økonomiske omstændigheder, der bestemte den enkeltes psykologiske situation, og han klarlægger de psykologiske mekanismer, der gav fascismen dens retning og indhold i Tyskland. Af disse mekanismer har jeg kun omtalt een, nemlig det autoritære tema. I Fromms analyse
indgår endvidere destruktionsdriften, der har sin basis i en hemmet livsudfoldelse, og som i stærk form ytrer sig i fjendtlighed og aggression, i svagere form i den moralske forargelse. Den tredje såkaldte flugtmekanisme er den automatiske konformisme, hvor individualitetens byrde bliver for tung og frygten for ensomhed for stærk. Man løser dilemmaet ved at ophøre med at være sig selv, ved at tillægge sig en personlighed, der svarer nøjagtig til det kulturmønster, man lever i — og ophæver derved disharmonien mellem jeg'et og omverdenen.
Det er gennemgangen af disse flugtmekanismer, der gør bogen til mere end en analyse af et par historiske massebevægelser. Det er ikke Fromm, der har opdaget de psykologiske mekanismer, han taler om. Individualpsyko-logien kender dem fra neurotikerens løsning af sine problemer. Men Fromm har formuleret dem på en personlig måde og har påvist, at de lader sig anvende på socialpsykologiske forhold. Og han har vist, hvorledes de -ligesom for neurotikeren — ikke giver nogen virkelig løsning på problemerne, men i det lange løb kun tjener til at forstærke dem og skabe nye.
J-Vian bliver optaget af Fromms tanker, når man læser hans bog. Og man fristes gang på gang til at drage sammenligninger til den aktuelle situation og anvende hans begrebsapparat på den. Det ville sikkert godt kunne lade sig gøre — men jeg tror, at resultatet ville blive misvisende. Fromms arbejde har gyldighed i forhold til det han behandler, men jeg tror, at der er så mange radikalt nye momenter i vor situation, at Fromms instrumenter vil vise sig at være for primitive
I dag står to principielt forskellige økonomiske systemer overfor hinanden — mens fascismen og demokratierne dengang havde samme økonomiske teori, nemlig kapitalismen. Og hvor fascismens baggrund bL a. var monopolkapitalens stigende beherskelse af den materielle produktion og de sociale og psykologiske vilkår dette indirekte skabte — så har velfærdsstaten til en vis grad grebet regulerende ind i kapitalens suverænitet og har gennem sin socialpolitik grebet ind i massernes materielle kår. Til gengæld sker der i dag det nye, at kapitalen får stigende herredømme over åndslivet gennem massespredning og underholdningsindustri — oven i købet i et vist omfang blindt støttet af statsmagten. Dermed opnår de økonomiske magthavere en mulighed for direkte og uden mellemled at påvirke folks psykologiske holdning og vilkår — en mulighed, der ikke var tilstede i samme omfang i de perioder, Fromm skriver om.
Men selvom Fromms analyse ikke uden videre kan anvendes på vor egen situation, så kan læsningen af hans bog i høj grad virke ansporende og skærpende for tanken.
Fremfor alt kan man få skærpet sin metode ved at læse bogen. Den stadige fastholden gennem hele analysen af vekselvirkningen mellem de objektive økonomiske og politiske forhold og psykologiske indstillinger og reaktioner bringer flere gange Villy Sørensen i erindring — i øvrigt den eneste dansker man vel tør nævne, når man på een gang nævner Erich Fromm og taler om metode.
Også Erich Fromm har stået overfor et Hverken-Eller: han måtte afvise den „psykologistiske" måde at gribe problemerne an, som karakteriserer Freuds tænkning, ligesom han måtte afvise den „økonomistiske" eller vulgær-marxisuske opfattelse, som den er repræsenteret i den fejlagtige anvendelse af Marx's udlægning af historien.
Fromm betragter de psykologiske problemer som tæt knyttet sammen med de materielle vilkår for menneskets eksistens — men modificerer dette standpunkt derhen, at „trods denne indbyrdes afhængighed mellem økonomiske, psykologiske og ideologiske kræfter har de dog samtidig hver især en vis selvstændighed. Dette gælder navnlig den økonomiske udvikling, som, fordi den er afhængig af objektive faktorer som f. eks. naturlige produktive kræfter teknik, geografiske faktorer, følger sine egne love. Hvad angår de psykologiske kræfter (gælder det samme for dem;) de formes af ydre livsbetingelser, men de har samtidig deres egen dynamik; de er udtryk for menneskelige behov, som nok kan formes, men ikke fjernes".
Det vil være naturligt at slutte med at antyde, i hvilken retning Fromms tanker går, når det drejer sig om muligheden for en praktisk realisering af den positive frihed, som hidtil har været sat i skyggen. Fromm siger: „Virkeliggørelsen af positiv frihed og individualisme... er knyttet sammen med økonomiske og socialeændringer, som vil gøre det muligt for mennesket at virkeliggøre sit jeg og derigennem opnå sin frihed... Denvigtigstebetingelseherfor er, at samfundets irrationelle og planløse beskaffenhed erstattes af en planlagt økonomi, der repræsenterer samfundets planlagte og ordnede bestræbelser som sådan. Samfundet må mestre det sociale problem lige så rationelt som det mestrer naturen. En af betingelserne herfor er tilintetgørelsen af deres hemmelige herredømme, som, skønt de kun er få, udøver stor økonomisk magt uden ansvar overfor dem, hvis skæbne afhænger af deres afgørelser. Vi kan kalde en sådan samfundsorden demokratisk socialisme, men navnet er uden betydning; det eneste, der betyder noget, er, at vi etablerer et rationelt økonomisk system, som tjener folkets formål".

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.