Flirten med revolutionen

Modet hos de revolutionære er stort. Men fantasien er for beskeden. Jeg tænker ikke på den fantasi, som folder sig ud i aktioner og demonstrationer. Jeg tænker på fantasien med hensyn til kampens vilkår.
Vi burde have erfaringer nok til at gøre os nogle forestillinger. Vi ved, at vi alle står i politiets kartoteker. Vi ved, at politiet er på de besiddendes parti. Vi ved, at politiet vil hjælpe amerikanerne lige så beredvilligt, som de i sin tid hjalp tyskerne. Vi ved, at de har dækning for denne hjælp fra magthaverne - idag som de havde det dengang.
Vi ved, at i samme øjeblik vi overskrider grænserne for den ufarlige legeplads, som vi har fået tildelt af det samfundssystem, som vi bekæmper - så slås der til. Vietnam-demonstranterne mærkede det i april 68. So-fiegården og Hudegården mærkede det. Politisk revy og Vietnamsolidaritet mærkede det. Ofrene for politiets terror under Verdensbankens besøg mærkede det.
Vi må lære af det, vi må udvikle den side af vores fantasi. Sålænge vi følger spillets regler - og de er meget liberale, for truslen om en egentlig forandring af systemet er meget fjern - så kommer vi i ugebladene. Overtræder vi reglerne, kommer vi i fængsel.
Det kan virke latterligt og overdramatiserende - men kun hvis man er naiv. Eller hvis man ikke har været i direkte kontakt med polititerror eller domspraksis i demonstrationssager. Tror nogen for alvor, at den kapitalistiske magtstruktur og det teknisk-bureaukratiske system vil give så meget som en millimeter magt fra sig frivilligt? Det ville stride mod al erfaring. Og det vil være forbundet med livsfare at tro på det.
Jamen presset på systemet? Kan det ikke bevirke forandringer? Kan man ikke tage det parlamentariske system på ordet - og sætte presset ind gennem dets kanaler? Læg mærke til en ting. De, der råber højest om det parlamentariske system, er dem, der sidder på flæsket - og som behersker massekommunikationsmidlerne. Man skal ikke overvurdere massemediernes betydning. Den menneskelige frigørelse er et spørgsmål om konkret virkelighed, ikke om snak. Men man kan holde mange hen med snak i lang tid. Presset har sporadisk vist sig i virkeligheden - og se så, hvordan alle borgerlige kræfter nu satser på kampen om kommunikationsmidlerne. Hvor kommer forslaget til ny radioordning fra?
Læg mærke til en anden ting. De steder, hvor presset fra virkeligheden har været så stærkt, at der har været en mulighed for at det skulle bryde igennem de fastlagte parlamentariske kanaler - der har amerikanerne grebet ind. Det var et truende valg, som bragte amerikanerne til Vietnam. Det var et truende valg, som bragte de USA-støttede oberster til magten i Grækenland.
Det er naivt at tro, at USA vil tillade egentlige forandringer i sine satellitstater. Vær sikker på, at USA stod parat under den franske krise i 68. Vær sikker på, at de står parat til at gribe ind i Italien og i Chile. Vær sikker på, at de følger udviklingen i Danmark med opmærksomhed.
Vær sikker på, at de vil komme her med lovlige midler. Og vær sikker på, at du ikke kan vente nogen form for beskyttelse fra danske myndigheders side. Det samfund, som danske og amerikanske magthavere i skøn forening ønsker at bevare, har i virkeligheden ikke brug for dig. Den dag, du hører op med at være underholdning, blir du bragt til tavshed.
Hvis flirten med revolutionen udvikler sig til kærlighed, hvis den kokette vold udvikler sig til en militant kamp for voldens afskaffelse - så vil kapitalismen kaste masken og tvære dig ud.
Ved vi, hvor langt vi kan gå? Ved vi, hvor langt vi vil gå? Er vi bange nok?

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.