politisk revy nr. 196, side 21 POLITISK BEAT Europasange Fællesmarkedspladen "EUROPASANGE" er særdeles brugbar i debatten om Danmarks forhold til EF. Pladen kan bruges i kampen mod EF, hvadenten vi kommer ind eller ej. Nu er der sat musik til forstanden skriver Ninon Schloss og Paul Holt i denne anmeldelse. Sidste efterår sendte fjernsynet en udsendelse om arbejdsulykker med titlen "En arbejders liv er penge værd", der som bekendt også er en sang af Benny Holst og Jesper Jensen fra pladen "Den l.maj". Arbejdsgiverforeningen og dens medansvarlige, LO, var utilfreds med udsendelsen og viste sig at have magt nok over mediet til at få revanche i en senere kæmpe-udsendelse for nogle måneder siden. Som indled-ningsmelodi til udsendelsen blev den samme sang spillet igen - men af et andet orkester, uden tekst og i palmehavestil: Episoden er sigende. På een gang om fjernsynets håndfaste censur og om farligheden af den politiske musik, når den lykkes helt. Det er ikke noget intellektuelt ordmageri, man forbyder. Det er det, som flyder let gennem mediet og går til hjerte og forstand. Benny Holst: Et fund Med LP'en "EUROPASANGE" har produktionskol-lektivet Agitpop lavet et nyt sæt sange om EF, Danmark og os almindelige mennesker, der lægger op til en gentagelse af succes'en med "Den l.maj" og "Skolesange". Hjemme hos os spiller vi "Den l.maj" som naboen spiller "Chirpy Chirpy Cheep". Dens sange er krystalklare og dens musik medrivende. Noget helt særlig ved alle tre plader er kombinationen af tekst, musik og Benny Holsts på samme tid meget almindelige og alligevel helt specielle stemme. Den er simpelthen et fund. Inderlig og følsom, dog altid muskuløs. Det svarer til sangenes indhold, der fortæller personligt om arbejderens kuede liv (og glæder) under kapitalismens herredømme, men aldrig forfalder til svaghed og utidig pessimisme. "End er der sang i skoven / højt bølger det røde flag", hedder det i omkvædet til den første Europasang. På denne plade får vi også for første gang Benny Holst som tekstforfatter - udover musikken, som for alle sange er lavet i fællesskab af ham og Arne Würgler. Det er blevet til et af pladens bedste numre, et saftigt og hårdtslående sprog fremført af én stemme der gir den helt ud i det overdådige. Den hedder "Sang om det våde baltegn". Ballet er hele det nuværende fælledsmarkedshalløj med de gyldne løfter om bedre og bedre tider. Og musikken skal få propagandaen til at glide ned. Endelig triller vi ind på fællesmarkedspladsen... Men så er festen osse ovre det hele er forbi din pung er blevet rullet med dit baltegn i på den grønne gren sidder du og æder nervepiller og undrer dig over hvad det er musikken spiller. Dansk-rock engang til Hvis der nogensinde blir en anledning til at benytte udtrykket "danskrock", så må det være her. Det er forresten skægt nok at blade tilbage i gamle numre af politisk revy - glemmer vi ikke alt for hurtigt dem? Her kan man for cirka et år siden (maj-juli) læse, hvordan den genre blev modtaget af en af dem, der nu står som ( hovedkraft i foretagendet, nemlig musikeren Arne Würgler. "Det værste ved dansk-rock", skrev Würgler, "sådan som vi kender den indtil nu, er at den ikke er proletarmusik, forstået på den måde, at det ikke er folkets musik. Selvom mange vil påstå det modsatte. "Danskrock" er de bevidstgjortes aktionsmusik. Mens beatmusik skabes af folkets sønner". Dengang var der nok en del, der ikke var sene til at misforstå, og Arne Würgler blev i Informations revolutionære spalter til sort reaktion. Men hvis man dengang misforstod, så forstår man heller ikke i dag. Hvor Würgler spiller den danskrock, der skabes af folkets sønner, sidder nu hans daværende kritikere, folk som Hans-Jørgen Nielsen og nørkler med de sidste rester af en flere gange død litterær finkultur, den være sig aldrig så "revolutionær" Hvad Würgler var ude på - og hvad Agitpop faktisk arbejder sig henimod - er enheden af musik og ord. En enhed som betyder, at det ene ikke uden videre er vigtigere end det andet. Og at en sang godt kan være god fordi teksten ikke er hundrede procent. Uanset nok så talrige bandbuller i afløsningsopgaverne fra litteraturvidenskabligt institut. Mennesket bag politikken'. Bortset fra sangen af Benny Holst og en anden af Per Schultz, er alle sangteksterne skrevet af Jesper Jensen. Hans sange lever af noget andet end det, der gør sådan en som "Sang om det våde baltegn" stærk. Noget vigtigt er skildringen af bestemte mennesker, mennesker i kød og blod. Når så samtidig disse menneskers stærke følelser meddeles i en nedtonet stil, næsten underdrevet, får sangen en næsten pinagtig styrke. Som f. eks. den unge arbejder, der må underkaste sig arbejdskraftens frie bevægelighed. Han står på stationen med sin kone før afrejsen: Vi tænker begge to på ham vi fik i fjor vi siger ikke noget, men vi ved det. Han vokser dag for dag og når vi ses må du fortælle om hvordan det var at se det. I "Sang om folkeafstemning" hører vi om ægteparret, der kommer hen til skolen for at afgive deres stemme, "nu skal vi mærke at folket er os", hedder det med en bidende ironi, man næsten ikke opdager. Situationen ridses enkelt op. Men den kommer til at leve: flagene, der blafrer og mennesker, der går usikkert tøvende hjem. De kan ikke få situationen til at rime med at de skulle have nogen virkelig indflydelse. Alt har været lagt så stort op, pludselig er det forsvundet inden det nogensinde kom. Fra hjerte til hjerte Argumentationen for at stemme nej ved folkeafstemningen er, som man kunne forvente vederhæftig og illusionsløs. Alligevel er det som om den smutter lidt for Per Schultz i "Sang om de andre liv". Indtil videre er der vist ingen af selv de varmeste tilhængere, der har hævdet, at "de andres" liv skulle være bedre. Arbejderne i EF har det jo åbenlyst ringere end de danske. Derimod er det rigtigt, at man har lovet, at "vores" liv skulle blive bedre. Men det er en lidt anden sag. Baggrunden for dette løfte er jo netop troen på, at vi kan konkurrere nogen af de andre ud. Fællesmarkedet er nok en samling, men meningen er også at spille arbejdere og bønder i de forskellige lande ud mod hinanden. Ellers er det en meget fin sang, og den solidaritet der må sættes overfor splittelsestaktikken, antydes konkret og følsomt. Den generelle side af argumentationen er sam -let i den første og længste "Sang om hvordan det gik til". Det er desværre osse den mest kedelige, bortset fra omkvædet, og indholdet burde nok have nøjedes med at stå trykt på omslaget. De sange, som politisk er stærkest, er dem, der menneskeligt er stærkest. Eller hvor sangen er koncentreret og klar, typisk jensensk: De der får det bedre er dem der har det godt. De der vinder noget er dem der altid vandt. Der er på den anden side heller ingen illusioner om de nuværende forhold. Synspunktet om den relative forværring kommer meget fint frem i "Sang om afstand", der samtidig er en meget pædagogisk sang om modsigelser. Sunget fra hjerte til hjerte af Benny Holst: Der er meget langt fra mig til dig der er endnu længre fra Danmark til Bruxelles. Der kan blive kortere fra mig til dig men der er lige langt fra Danmark til Bruxelles. Negre på Europa-plade Kontakten med Arne Würgler har også ført til kontakt med den beatgruppe, han spiller i, Blast Furnace. Der er gjort overordentlig meget ud af musikken på denne plade, og der 'spilles professionelt i bedste forstand. Melodi og instrumentering er nøje afstemt efter teksten, og det er karakteristisk, at hvor teksten enkelte steder, som i "Sang om hvordan det gik til" blir rituel, der tørrer musikken også ind til akkom-pagnerende lirum larum. Det modsatte er dog reglen. Det er tydeligt at mærke, at musikerne er inspireret personligt af teksterne. Det er det, der gør, at helheden kan lykkes. Blandt musikerne er Thor Baohhausen meget iørefaldende på piano, orgel og fløjte. På de mere stilfærdige sange hører vi det fascinerende, livlige guitarspil, som er så fremtrædende på 1. maj pladen. En del af numrene er rigtig beatmusik, hvad der gør pladen mere varieret og gir den aktivitet og udfarende kraft. Overhovedet er musikken meget overdådig med orgel, harmonika, trompet og violin m. m. Pladeomslaget på "Europasange" har et kæmpestort fotografi af en skare negre, der demonstrerer eller deltager i en massefest. Det gir pladen en meget væsentlig ekstra dimension. Når man slår op på billedet føles det som en konfrontation. Ikke fordi det er sultende biafra-nere - dem kan vi efterhånden sluge. Negrene her er glade, stærke og står samlet. Imod fællesmarkedet. Vi har fået et tiltrængt skub Og så venter vi bare på, at musikken skal sive ud til folket og at radioen skal forbyde den, som Skousen-Ingemanns fællesmarkedssang er blevet forbudt. Men det er på en måde et godt tegn. Det er bedre for en sang at være forbudt i radioen og blive spillet på værtshuset end omvendt, og for venstrefløjen som helhed er det et opmuntrende fremskridt her midt i noget, der ellers så uhyggeligt minder om en nedtur. Derfor har folkene omkring Agitpop ikke blot fået nogle skønne sange ud til dem, der har brug for dem - om de så skal lempes igennem ad bagvejen - men osse givet os andre lidt mere at tro på, at det kan nytte noget Endelig er fællesmarkedsdebatten blevet høj -net. Lange artikler om kul og stål, priser og profit, kan være gode nok. Men i længden knirker de sig i stå. Her er mere end nok forståelse til at sige nej. Og der er forståelse, som er lige så brugbar efter afstemningen, hvadenten vi kommer ind eller ej. Nu er der sat musik til modstanden. Hvad har tilhængerne at kæmpe med? Kun een ting: deres fantasiløse snak om penge.