Ene Han er pludselig blevet efterladt helt alene i den verden som det så længe har været hans anliggende at forandre til det bedre sammen med alle dem som var sammen indeni og nu er de væk og han ved ikke om det er ham der har taget verden med sig for at være helt alene om den eller om det er verden som har sagt farvel og tak og nu kan du have det så skidt jeg skrider bye-bye og sid så der din gamle katolik som ville alt det gode og altid var en flink fyr og alle kunne lide dig men husk der sker ting i verden Og så sidder han og ved ikke hvad det er for en verden alle de ting sker i er der to verdener de andres og hans hvor der ikke er andre eller er der noget som han slet ikke har forstået som alle de andre godt ved er det derfor han er alene smiler de (overbærende) til hinanden og taler om en som ensom Men det værste er at han ikke ved om det kun er ham som er ensom eller om alle andre også er det og har vi så alle sammen hver vores verden at være ensomme i eller er verden en verden hvor vi alle sammen er sammen og fælles om ensomheden Når modsigelserne bliver så banale mobiliseres hans reserver og han siger til sig selv mand tag dig sammen sammen med alle de andre I er jo for helvede vi er jo for helvede sammen og det nytter ikke at græde over spildte tårer på Balle-Lårs og pludselig opdager han at alle sammen siger det samme og at ingen lytter © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.