En mand bekender

Af Erich Kästner, oversat af Jesper Jensen

Det år var smukt. Det kommer aldrig mere. 
Du vidste hvad det var som du forlod. 
Jeg ville gerne prøve at forklare 
men ønsked egntlig aldrig du forstod.

Jeg foreslog dig ofte at gå fra mig -
men jeg var glad, fordi du blev til nu. 
Du kendte mig, men lærte aldrig angsten 
for kærligheden, som du gav mig, du.

Du tror måske jeg ville være utro. 
Var ikke mere den, jeg var en gang. 
Men trods din gråd så har jeg aldrig løjet 
skønt tårer sprang ...

Jeg vakte hadet hos dig med min kulde. 
Og du var klog, hver gang du gik amok. 
De følelser jeg havde var korrekte -
men de var bare aldrig stærke nok.

Du tror jeg klatrer stolt og angergiven 
og sætter mig op på en piedestal. 
Jeg var vel fjern. Men ikke i det høje! 
Du tilgav mig. Hvor var du dog brutal.

Der findes andre, der har følt det samme. 
Vi som må savne dagligt hjertebrød 
og ikke søger mer, men godt vil findes 
misunder jeres lidelse og nød.

l har det godt. I tar jer lov at føle. 
Og trykker noget jer - så er det skoen. 
Vi sidder som på kærlighedens nåle 
længes mod roen.

Jeg frygted dig og alle dine spørgsmål. 
Gjorde fortræd og hadede mig selv. 
Du bad om svar. Jeg kunne bare sige: 
Farvel...

Det var bekvemt: du bad mig selv forklare 
det man med ordene kan give fangst. 
Det år var smukt. Det kommer aldrig mere. 
Hvem kommer nu? Lev vel! Jeg føler angst.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.