Elegi uden store ord

Af Erich Kästner, oversat af Jesper Jensen

Engang imellem kan man ikke li sig. 
Man vendte gerne ryggen til sig selv 
i raseri, forsøgte at befri sig. 
Er det forkert? Så hør alligevel.

En sporvogn fór forbi på sine skinner. 
Man smed sig ikke foran den. Hvor sært! 
Så var tilbage bare knuste minder 
om det man burde gang på gang ha lært.

Man vasker stadigvæk de samme hænder! 
Den, som har karakter, er kun et skvat! 
Man møder ingenting, man ikke kender. 
Man gaber, når man ser sig selv så plat.

Man hænger sig en meter ud af halsen. 
For den slags findes ikke rigtig ord. 
Man kikker på sig - og får nærmest kvalme. 
For man kan ikke li sig. Ikke spor.

Hvor var man meget hellre noget andet! 
Et billede, en bog, en milepæl. 
En anemone midt i bondelandet. 
Gudhjælpemig! Alt andet end sig selv.

Når den slags følelser har fået rum
før man sig frem igen. Man slås, man hverver.
Og lægen nikker venligt: Det er nerver.
Ja, blir man for klog, er man blevet dum.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.