Dyrevenner og dobbeltmoral Information, 15. april 1998 Forbrugerne vil gerne betale mere, så husdyrene kan få en ordentlig opvækst. Men hvad med dyrene i de zoologiske haver? DYREVELFÆRD Efter den bevidste forbruger rejste sig fra den underskov af økologer, der altid har eksisteret, er en ganske stor del af supermarkedernes varer skiftet ud til modeller af skrabe- eller økologisk oprindelse. Skønt et noget forbenet standpunkt fra producenternes side - de troede ikke meget på økologien - taler tallene deres tydelige sprog: Det er næppe den rene, skære idealisme, der får de store supermakedskæder til at fylde hylderne med økologiske varer. Karen Blixen så engang i en robåd i Mombasa havn to giraffer, der skulle sejles til, hvad hun kaldte, et ‘menageri i Hamborg’. De stod i en ganske lille trækasse på dækket. “Girafferne drejede deres fine Hoveder fra højre til venstre, som om de var ganske forbavsede, hvad de jo kunde have Grund til at være. De havde aldrig før set Søen. Der var kun lige Plads i Kassen til at de kunde staa op og ned derinde. Verden var med eet presset sammen omkring dem, havde forvandlet sig og lukket dem inde. De kunde ikke vide besked med, de kunde ikke tænke sig den Nedværdigelse, de skulde til at sejle ind i. De var ædle, stolte, uskyldige Dyr, blide pasgængere fra Sletten, de havde ikke nogen Forestilling om Fangenskab, Kulde, Stank, Kulrøg, Skab eller om den flygtelige Kedsommelighed i en Verden, hvor intet sker.” Sådan behandlede man dyrene omkring 1930. Vi kan så glæde os over den bevidsthed, der siden er opstået omkring dyrevelfærd. For langt de fleste økologiske forbrugere tænker ikke blot på, at produkterne ikke er sprøjtede og kunstgødede, men lige så meget på det etiske aspekt, at økologiske dyr formodes at have haft et bedre liv. Fokuseringen på dyrevelfærd er ikke gammel. For få år siden bragtes store annoncer om kaniners triste skæbne, når de blev brugt som forsøgsdyr i kosmetikindustrien. For at teste skadelige stoffer i ny kosmetik, smurtes det i kaninernes øjne. Resultatet var ofte skræmmende. De mest rabiate dyreforkæmpere reagerede med krav om, at forsøgsdyr skal afskaffes fuldstændig. Dette uanset, at langt de fleste forsøgsdyr bruges på at skabe medicin; i mange tilfælde livsvigtig, til mennesker. Hvor vidt mennesket er berettiget til at ændre dyrs gener, hvilket ene og alene sker for vores skyld, er et helt andet spørgsmål. I al denne omsiggribende dyrevenlighed savner jeg en enkelt proportion, nemlig de dyr, vi burer inde i dyreparker og zoologiske haver. Som Karen Blixen så rigtigt iagttog, er det jo hverken giraffers eller andre vilde dyrs natur at vandre en lang-modig gang bag tremmer i Danmark eller noget andet land. Vore husdyr er gennem årtusinder avlet til at have en natur, hvor de formodes at befinde sig ordentligt i fangenskab. Og det i en grad, så de ikke kan leve uden menneskelig varetægt. Det er faktisk muligt at avle sig frem til egenskaber gennem ret få generationer. For år tilbage manglede man et dyr til at holde græs og ukrudt nede i skovbeplantninger. Og til det formål er kvæg velegnet. De kan æde græsset, spare dyr og måske uøkologisk ukrudtsbekæmpelse og til sidst spises af os. Der var dog et problem. Fredelige mennesker skulle gerne kunne færdes i skoven uden frygt for at blive angrebet af en vild tyr. Gennem den sidste snes år er det lykkedes at fremavle skovkoen. Den har det meste af sit udspring i Herefordracen, som er kendt for sit blide væsen. Kravet til koen var, at den skulle gå sin vej, hvis den så mennesker. Skovkoen er nu en realitet, og den er anerkendt som en selvstændig race. Man kan møde den i Mols Bjerge, hvis den ikke har fulgt sin natur, og skjult sig. Husdyrene er domesticerede, hvilket betyder, at de gennem årtusinder er tilpasset menneskers nærværelse og udnyttelse. Anderledes forholder det sig med de vilde dyr, vi opbevarer i naturparkerne. Nogle af dyrene tør selv garvede dyrepassere ikke nærme sig i visse perioder. I tre af de største danske byer har man presset et stort udsnit af de dyr, vi synes er fascinerende, ind i ganske små rammer. Der er gjort ganske meget for at bedre forholdene for andre verdensdeles vilde fauna i København, Odense og Ålborg, men det er ikke deres naturlige forhold. Deres hundretusindårige adfærdsmønster er ikke tilpasset danske forhold. Baronesse Blixen skriver: “Klynger af Mennesker i mørke, stive, ildelugtende Klæder kommer om kort Tid ind fra Gadernes kolde Vind og Slud for at stirre paa Girafferne og glæde sig over Menneskets Overlegenhed over den stumme Dyreverden. De ler og peger paa giraffernes lange, slanke Halse, naar de yndefulde Hoveder med de taalmodige, røgfarvede Øjne hæver sig over Spiltovet i Menageriet. Herinde ser de vanskabte ud, der er jo daarlig Plads til dem. Børnene bliver løftet op imod dem og bliver forskrækkede over Girafferne og græder, eller også forelsker de sig i dem, vil blive hos dem og rækker dem Brød. Saa vil Forældrene ogsaa synes, at Girafferne er søde Dyr og tænke paa, hvor godt de nu har det”. For en halv snes år siden var jeg i Ålborg Zoo. Der stod næsehornet i et snævert betonaflukke i kælderdybde. Det eneste, den kunne se med sine små øjne, var menneskemængden og dens grinen. Det er vist langt fra næsehornsnatur. I bybussen på vej derfra fortalte chaufføren om, at de for nogle år siden havde haft en abe på taget. Den havde taget flugten fra zoologisk have, og havde via et træ hoppet ned på bussen ved et stoppested. Aben ville ikke derfra, hvad man næppe kan fortænke den i, dersom den kendte de muligheder for at søge tilflugt et mere naturligt sted, en bus giver. Men det var desværre ikke bussen til Afrika. I en dyrepark så jeg sidste sommer en stor abeflok. En dominerende han opførte sig på en - for mennesker - sjov måde. Den udstillede sine voluminøse, farverige kønsdele. Den pillede sig, hvor de færreste mennesker piller sig offentligt. Så vi grinede. Det var helt åbenbart en reaktion, aben ikke kunne lide. Den viste alle tegn på aggression. Den rejste børster, skreg og kastede jordklumper efter os. Så vi lo endnu mere. Det var en ond cirkel, som aber ikke kan stoppe. Mennesker formåede det desværre heller ikke. Jeg ved ikke for hvilken af parterne, det var mest uværdigt. Det er godt, at dyrevelfærd er oppe i tiden, men blandt alle de, der så pænt kæmper for dyrenes bedre, er der nok en del, der går gennem en af vore zoologiske haver. Besøgstallene tyder på, at der må være sammenfald mellem de to grupper. Og det er jo et paradoks. Det er på tide at kigge på dyrevelfærd over alt herhjemme. Vi ville næppe stille os tilfreds med, at vore vilde dyr - de få vi har - blev udstillet under ganske trange forhold i Kenya. Lovgivning mod eksport af jagtfalke til Arabien viser det. Forfatter Blixen: “Girafferne rører paa sig, og vaagner op i deres snævre Baas, der stinker af raaden Strøelse og Øl. Farvel, Farvel. Jeg ønsker jer, at I maa dø paa Rejsen, men begge to, saa ikke den ene af de to smaa ædle Hoveder, som nu forbavset tegner sig over Kanten paa Pakkassen mod Mombasas blaa Himmel, skal blive ladt alene tilbage og dreje sig fra højre til venstre, i Hamborg, hvor ingen ved noget om Afrika. Hvad angaar os, da maa vi skaffe os nogle gruelige Skyldnere at forlade, førend vi med Sømmelighed kan bede Girafferne om at forlade os vor Skyld mod dem”. Det er ikke alle dyr, der er så kloge at opføre sig så brutalt som Brutalis, der blev sendt tilbage til Afrikas stepper. Men det lønner sig. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.