Dette Danmark 1 Vi regeres af drømmere levende i en uvirkelig verden af langsomme forandringer små skridt gradvise forbedringer drømmere som tror at man kan forvandle undertrykkelse til frihed uden at gøre op med undertrykkerne forvandle forskel til lighed uden at gøre op med profitten forvandle had til broderskab uden at føre klassekamp Vi regeres af naive sværmere der forestiller sig et paradis hvor sandheden og løgnen vandrer ind mellem træerne med hinanden i hånden parrer sig og nedkommer med en lille socialdemokrat Fremtidens menneske er i disse drømmeres og sværmeres bevidsthed sammensat af reformer som forener alle modsætninger i et gigantisk gennemsnit Drømmeriet om denne homunculus sværmeriet for dette Frankenstein-monster det er den ledende politiske vision middagsselskabets højdepunkt 2 Vi regeres af drømmere og sværmere men det er forbryderne der bestemmer De største forbrydere bor i udlandet og bestemmer mest af helt små forbrydere er der flest de bestemmer ikke noget vi kan godt være med herhjemme John Meyer Mærsk McKinney Møller Simon Spies Alex Brask Thomsen Ebbe Wedell-Wedellsborg Poul Vissing Herman Zobel det er forbrydere som man ikke behøver skamme sig over Bendt Hansen B. Lehde-Petersen Kristian Mogensen Mogens Pagh Poul Svanholm værdige medskyldige Hvori består deres forbrydelse ikke deri at de udøver magt men deri at de udøver tyvens magt over de bestjålne Forbrydernes magt knækkes ikke ved at stoppe tyvene men ved at stoppe tyveriet. 3 Drømmere sværmere og forbrydere er ofte venlige mennesker de har i den bedste mening forvandlet frihed til fritid lighed til forbrug og broderskab til socialhjælp Under stor og ufortjent opmærksomhed skiftes skiftende flokke af drømmere og sværmere til at flytte lidt rundt på de sidste decimaler i forbrydernes store regnestykke Drømmerne klynger sig til drømmeriet af angst for drømmen sværmerne klamrer sig til sværmeriet af angst for kærligheden selv overmandet af dagen og vejen finder de drømmen og kærligheden alt for krævende for jævne folk Omsorgsfuldt drømmer drømmerne om folket sværmer sværmerne for folket mens forbryderne kærligt bestjæler det. Vore drømmere og sværmere arbejder flittigt og varmhjertet på at bringe det rigtige samarbejde i stand mellem tyvene og de bestjålne Det at anklagerne forstummer kalder de fred det at forbrydelsen lægges i faste rammer kalder de retfærdighed Vore drømmere og sværmere ser til deres forundring statsapparatet svulme og siger dette må være en fejl i et samfund hvor der hersker fred og retfærdighed Men det er ingen fejl jo større forbryderne bliver des mere bliver der at holde styr på for de blåøjede bogholdere jo større forbrydelserne bliver des mere må der ofres på ofrene Og imens rives de bestjålne indbyrdes om hvem der bestjæles mest. 5 Dette Danmark koncernernes Danmark mærker suget fra syd suget fra koncernernes Europa Selvsikre politikere letter på hatten: Vi har vinden i ryggen, venner! Vinker nogen tilbage? Nænner nogen at fortælle de folkekære løgnhalse at de rutscher på deres egne glatte ords glidebane? Suget løfter vores hår Vi kridter støvlerne. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.