Det sidste kapitel

Af Erich Kästner, oversat af Jesper Jensen

Den 12. juli året 2003 
fik kloden i radio og fjernsyn beskeden: 
en flåde af fly fra vort luftpoliti 
skulle nu udrydde menneskeheden.

Verdensregeringen, hed det, stod fast 
på at nu skulle freden definitivt stiftes 
og det kunne kun la sig gøre, hvis 
samtlige parter kunne forgiftes.

At flygte, så man, var formålsløst. 
Ikke en sjæl skulle blive tilbage. 
Den nye giftgas kom ind alle vegne. 
Det var helt unødvendigt at ta sig af dage.

Den 13. juli lettede tusind maskiner 
fuldtlastet fra Boston med gas og bakterier om bord 
og udførte Verdensregeringens sidste befaling 
om det totale, globale folkemord.

Mennesker kravlede klynkende ind under sengen. 
Skovene myldrede. Kældrene fyldtes af skrig. 
Giften faldt som gule skyer over byen. 
På gadernes asfalt lå millioner af lig.

Alle troede de kunne undslippe døden. 
Ingen kunne, og verden blev øde og tom. 
Giften var overalt, bølgende, snigende. 
Langs ørkner og ud over havet så man den kom.

Menneskebundter lå og rådned i solen. 
Andre hang som dukker fra vinduets karm. 
I Zoo skreg dyrene frygteligt inden de døde. 
Efterhånden forstummed fabrikkernes larm.

Dampere kæntrede, overfyldte med døde. 
Hverken gråd eller latter hørtes mer. 
Flyvemaskinerne styrted med dræbte piloter 
ramte i flammer jordens sprukne ler.

Endelig fik da menneskeheden sin vilje. 
Metoden var ganske vist ikke udpræget human. 
Men jordkloden fortsatte tavs og tilfreds i sin bane 
drejed beroliget rundt gennem natten og daen.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.