Den legitime tvivl Information, 8. april 1998 Nu skal vi til det igen - Ja eller Nej. Tvivlen er forståelig. De personer, som prøver at overbevise os skjuler deres motiver og prædiker fred og ingen fare EU En fjerdedel af vælgerne er i tvivl. Det er mange. Skal vi stemme Ja eller Nej til Amsterdamtraktaten? Nogle af tvivlerne stemte Nej til Masstrichttraktaten. Nogle af tvivlerne stemte Ja. Nogle af dem, der dengang også var i tvivl, stemte først Nej, derefter Ja. Det fortæller tallene. Nu skal vi til det igen. Tvivlen er velforståelig. Er det et fredsprojekt, hvor man via et økonomisk samarbejde binder nationer sammen, som før røg i totterne på hinanden? Er det et socialdemokratisk projekt, hvor en overstatslig regulering kan bremse den transnationale kapitals hærgen? Er EU (Amsterdamtraktaten) et projekt, hvor miljøet kan styres og hvor den kommende folkevandring kan reguleres en smule? Er EU den institution, hvor man via et overstatsligt samarbejde kan bremse den internationale kriminalitet, som den uhæmmede markedsmekanisme har sluppet løs, ikke mindst i de tidligere socialistiske lande? Tvivlen er legitim. De personer, som prøver at overbevise os, er ikke altid lige troværdige. Deres motiver er ikke altid kendte. Nogle taler kapitalens sag. Nogle taler socialismens. Atter andre taler det internationale bureaukratis sag. Alle skjuler måske efter evne deres, motiver - og prædiker bare fred og ingen fare og rent vand og fællesskab. Hvad skål vi almindelige borgere mene om hele tumulten og al den velvilje, som strømmer os imøde? Mange har følt en stigende lyst til at slå sig ned på den sædvanlige sofa og åbne for et af de beroligende tv-programmer, som fortæller os, at vi alle sammen kan vinde nogle tusind kroner, hvis vi bare vil stille os til rådighed for et privatlivshungrende reklamefjernsyn. Andre regner med at stemme efter de sædvanlige retningslinjer: Hvad vort parti siger - det må være rigtigt. Autoritetstroen er en tryg position. Problemet er godt nok, at autoritetstroen er sat på prøve, ‘plejer’ har pakket sammen. I alle partier er folk i tvivl! Jamen, hvordan kan det dog være? Har vort trygge demokratiske system spillet fallit, kan vi ikke længere regne med, at vore politiske ledere viser den rette vej - som de plejer? Modstanden i 1960’erne var for stor. I 1972 fulgte det danske folk tøvende trop, skræmt af trusler og løgne. I 1986 - pakken om det indre marked - var socialdemokratiet behjertet imod, men den borgerlige agitation var for stor. I 1992 trådte vælgerne for en gangs skyld op imod det politiske establishment og sagde Nej! Det var et lokalt chok - som sendte chokbølger videre gennem hele Europa. Jakkesættene satte sig konsternerede sammen og sagde til hinanden: Jamen, det kan ikke passe! Og ganske rigtigt. Lidt svindel og humbug året efter - så fik man det Ja, som var nødvendigt for det europæiske bureaukrati, den transnationale kapital og det europæiske arbejderaristokrati. For første gang i mange år skød politiet med skarpt mod en ungdom, som protesterede imod svindelnummeret. Det var åbenbart alvorligt ment: Nu skulle vi, det danske folk, makke ret! Vi retter ind efter konvergenskravene til den fælles valuta. Vi underordner os den fælles finanspolitik, den fælles økonomiske politik, den fælles fordelings- og socialpolitik. Vi har intet alternativ. Vi er kun et lille land - herregud, det lille Danmark, hvad kan vi gøre i denne store sammenhæng? Vi er kun fem millioner. Når alle de andre millioner i Europa underordner sig storkapitalens servicekrav, så retter vi ind og gør honnør. Tvivlen består nok ikke så meget i, om vi skal, som den består i om vi har andre muligheder. Selvfølgelig har vi ikke det. Den Europæiske Union tjener befolkningerne i at indrette os efter den transnationale kapitals krav. Det vi så bare må finde os i i det lille Danmark er, at kapitalen flytter efter forgodt-befindende. Unionen sørger for vores konkurrenceevne i forhold til USA og Asien. Hvad gør det så, at kapitalens frie bevægelighed flytter arbejdspladser til nye lande som Polen og Slovakiet? Som det er nu, kan vi vælge imellem om kapitalen skal flytte til Polen eller om arbejdskraften skal flytte til os. De skal være velkomne. Men kunne man ikke finde en anden model for interna-tionalt samarbejde? En model, hvor transporten ikke eksploderede, hvor selvforsyning kom i centrum, og vi erkendte, at den centraliserede arbejdsdeling kun tjener transnationale interesser? Et Nej den 28. maj vil sætte en ny dagsorden for Europa. Der er grund til tvivl - men der er ingen grund til at være bange. Den transnationale kapital har alternative løsninger parat. Har vi? © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.