De fede slavers tid

Det er moderne at være børnevenlig. Det er in at deltage i disse velviljens orgier, der nu og da arrangeres i presse, radio, tv eller på anden vis. Det hedder sig, at det er vores holdning, der er noget i vejen med. Hvis vi bare kan ændre den, så får børnene det godt.
Men der er ikke noget i vejen med vores holdning. Vi synes da alle, at børn er søde og skal have det godt. Det eneste man måske kan indvende imod vores holdning er, at vi anser børn for at være for umodne til at bære frihed, ansvar og rettigheder. Vi ser på dem på samme måde, som man så på negre, indianere og eskimoer for hundrede år siden eller mindre.
Det hedder sig også, at vi ved for lidt om børn. Fra børnevennernes orgiastiske udskejelser opløftes nu og da brøl om mere forskning. Men vi ved meget om børn.
Vi ved hvad børn har brug for: plads, kærlighed og selvbestemmelse. Det samme som vi selv har brug for. Vi ved hvad der skader børn: mangel på plads og kærlighed, undertrykkelse, dårlig ernæring, forurening. Det samme som skader os.
Det eneste, der er i vejen med den viden vi har er, at vi ikke bruger den. Naturligvis bør vi have mere viden. Men den bedste måde at få den på er at bruge den, man har i forvejen. Hvorfor gør vi det ikke? Er det vilje eller magt vi mangler?
Alt det vi som børnevenner kæmper imod: ulighederne i fysisk, psykisk og økonomisk udgangspunkt, de underlødige boligforhold, manglen på sociale miljøer, den livsfarlige trafik, børnenes kontaktløshed og angst - er ikke fejl, som skyldes dårlig planlægning eller manglende viden. Det er logiske følger af det samfundssystem vi har.
Alle mennesker er under stigende pres i vores samfund. Bevis: det stigende antal »afvigere« på alle områder. Vi er ikke gået til ondets rod. Vi har ikke anfægtet de kræfter, som kræver sin pris for vor velstand. Prisen er høj.
Den består i mindre plads, mindre kærlighed, mindre selvbestemmelse. Værst går det ud over børnene. Dels fordi de endnu ikke har lært at forsvare sig. Dels fordi de er i menneskers vold, som er under stort pres selv.
Vi lever i de fede slavers tid. Slavernes trælle må undgælde syvdobbelt. Og herrerne erkender slet ikke sig selv som herrer. De kalder sig samfundets støtter og tjenere. Det kan de med sindsro gøre. For de ejer selv samfundet og kan tage sig rigeligt betalt for deres tjenester.
Flertallet kæmper for at bevare vort klassesamfund. De, der har magten, kæmper for at beholde den. De, der ingen magt har, forsvarer systemet, fordi de er utrygge og ingen anden udvej ser. Det er grundlaget for vor tilpasningsfilosofi. Derfor er trivsel blevet magthavernes kæreste nøgleord.
Vi finder os i et samfund, som erstatter plads, kærlighed og selvbestemmelse med pynt, kultur og spilleregler. Med vor forsorg, socialpædagogik og børne-gejl hænger vi brogede klude på det sminkede lig. Fra velviljens aerosoldåser udspyes duftende tåger for at værne vore næser mod den rådne stank.
Vi retter ikke samfundets fejl. Vi kompenserer for dem. Kompensationerne svulmer og svulmer - og vi
kan forudse den absurde situation, hvor hele vor produktion må gå til kompensationer for denne produktions umenneskelige vilkår. Hvor vi bruger flere ressourcer til terapeutiske reservater end til at bygge menneskelige boliger. Hvor vi bruger flere kræfter på at bekæmpe kriminalitet end på at ændre de forhold, som skaber forbrydere.
De mennesker, som skal forhindre denne udvikling, er vores børn. Men vi væbner dem ikke til kampen. Vi slår dem ihjel. Vi gør dem bange, svage og afhængige. Så de blir til et endnu lettere bytte for magthaverne, end vi selv har været.
Vi lever i de fede slavers tid. Lad os sætte vore trælle i frihed. Så de kan behandle deres børn bedre, end vi har behandlet vores.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.