Danskerne — et folk af flygtninge Fordi det enkelte menneske ikke af kulturlivet gøres til deltager i den demokratiske debat og fordi den folkelige identitet ikke udfordres og styrkes af et levende åndsliv — ja, så har vi fremmedhad, ligegyldighed, forvrængede protester imod en uforarbejdet følelse af afmagt og en uafladelig higen mod at bjerge sig selv og sit. I begyndelsen af forrige århundrede gik den danske stat bankerot. I samme åndedrag indførte man den obligatoriske syv års skolegang for alle. For man ville ikke være både fattige og dumme. Hvad gør den danske stat i dag — med verdens største udlandsgæld pr. indbygger? Kulturlivets samlede andel af statsbudgettet var i 1970 1,2%. I 1985 var andelen faldet til 0,8% — det er et relativt fald på 33%. Vi er fattige — og nu skal vi også være dummere. Kulturkampen, kampen for værdierne og om holdningerne, den skabende debat — nedprioriteres med en tredjedel. Hvad er konsekvenserne? Solidariteten kan efterhånden ligge på et meget lille sted, tredive procent af ungdommen tabes på gulvet hvert år, enlige mødre, gamle og syge må bære større byrder, uddannelsen erhvervsrettes og ensrettes — altsammen med demokratisk støtte. Fordi netop demokratiet har åndenød. Jeg sender en tak til de flygtninge, der kommer hertil, endnu rystende af rædsel efter kampen for de menneskelige værdier, som vi har lagt i skuffen. Jeg sender en tak til de grønjakker, som med deres oprørende mangel på menneskelighed og solidaritet minder os andre om, at der er noget, der er HELT galt. Jeg sender en tak til fremskridtspartiets mange nye vælgere, som med al ønskelig tydelighed demonstrerer, at de menneskelige værdier i Danmark længe har været under nedbrydning, og at en ny aktiv og skabende kulturkamp er livsnødvendig. Vi er ved at blive et folk af flygtninge — danskere på vild flugt fra de værdier og holdninger, uden hvilke et demokrati umærkeligt forsvinder i bureaukrati og undertrykkelse. Jeg håber, at de flygtninge, som kommer til os udefra i tide vil kunne lære os, at det koster noget at forsvare demokrati og humanisme. november 1987 Teksten blev af Jesper Jensen oplæst hos Oasis i forbindelse med åbningen af deres nye lokaler. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.