Balladen om Ene og Tvende

I et ældgammelt tårn i et vildt fremmed land
bygget af store stene
boede uden hund eller mand
nymfen, som kaldte sig Ene.

Bjergene skød deres byer op 
på hendes mindste vinken. 
Hendes var ordet, når skyernes krop 
stod nøgen i lynenes blinken.

Til hendes tårn kom en vandrende sjæl 
søgende verdens ende. 
Hesten var tabt. Uden sporer hans hæl. 
Ridderens navn var: Tvende.

Så han nymfen ved tårnets fod. 
Mærked en bæven i hjertet. 
Tænkte på ternerne han forlod 
(Tvende var temlig forhærdet).

Nymfen vendte sig pludselig 
om så ham og sang ham en vise -
så det var takken fordi han kom 
og spurgte, hvad han ville prise.

Tvende hængte sin slidte sæk 
på et lynflækket æbletræs grene 
gav så sit navn og sagde: Tal væk! 
Og hun sagde hun kaldte sig Ene.

Sammen steg de i nymfens tårn 
bygget af store stene. 
Tvende talte om dagen imorn 
til den overbærende Ene.

Ene fortalte om dagen idag 
og landet og vejen og solen 
og åbnede skodderne fag for fag 
så vinden løftede kjolen.

Tvende var kommet så langvejs fra 
hvor nymfer slet ikke fandtes. 
De byttede kys og de vekslede svar 
og lærte hinanden at gantes.

Blev han i samfulde år, som var syv 
den evigt vandrende Tvende. 
Ørne strejfed ham, hviskede: Flyv -
så når du til verdens ende!

Stormene sused om tårnets tag 
og veksled med blide briser. 
Tvende og Ene brugte hver dag 
til at digte de dejligste viser.

Stormene sused. Da året var endt
- det endegyldige sidste -
sang ridder Tvende en sang, som var kendt
om at elske og sejre og miste.

Nymfen sad i sit ældgamle tårn 
bygget af store stene 
lytted til visen og sagde: 
Imorn synger du ikke for Ene.

Går ridder Tvende på vejene ud. 
Byerne skyder og svinder. 
Han synger om nymfer og regnvejrshud 
tårne og tordenminder.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.