Side 10 politisk revy Målsætning Køb Bakkens Hvile! Når der nu skal være konkurrence, hvorfor så ikke åbne nye fronter og gå ind i en konkurrence over hele linjen? Det moderne, blandede, socialliberale velstandssamfund rejser to alvorlige problemer i kraft af, at det løser så mange andre. Det ene er, at udviklingen af den menneskelige bevidsthed foregår langsommere end den naturvidenskabelige og tekniske udvikling. Den voksende afstand medfører at mennesket i stedse ringere grad formår at udnytte alle de ydre muligheder for udfoldelse, oplevelse og handling fuldt ud. Menneskets tilpasning til de ydre vilkår ytrer sig bl. a. i dets samfundsordning, dets politiske og økonomiske system. Hvis misforholdet mellem dette system og de ydre faktiske vilkår bliver for stort, kan der opstå en farlig situation. Det andet problem er det banale, at de mange løste problemer fremkalder en følelse af, at alt er såre godt Denne psykologisk forståelige indstil- ling vanskeliggør erkendelsen af resterende problemer, løsningen af disse problemer, samt formuleringen af nye problemer. Derfor er kulturpolitik ikke en frugt af velstandssamfundet, noget man har fået råd til — men en nødvendighed for velstandssamfundet, hvis det skal udvikle sig yderligere. Mange, deriblandt jeg selv, har hævdet, at al politik er kulturpolitik, men det er egentlig forkert. Al politik har indflydelse på menneskers liv, men kulturpolitik henvender sig specielt til den menneskelige bevidsthed. Derfor er al kulturpolitik i sidste instans politik. Tre mål Kulturpolitik har tre mål. Det første er at få mennesker til at erkende deres situation. Hvad vil det sige? Det vil sige, at forstå de mekanismer i naturen og det politiske system, der fører til de vilkår, man er underkastet i det daglige — og det vil sige at forstå de mekanismer i en selv og ens medmennesker, der gør, at man handler netop som man gør. Exempler: at se betydningen af tandbørster og vitaminer, at se sammenhængen mellem ens ungdoms skattebillet og ens alderdoms pension, at se et barn, der stjæler, som andet end en tyv. Kulturpolitikkens andet mål er atfå mennesker til at udnytte de faktisk foreliggende objektive muligheder fuldt ud. Hvad vil det sige? Det vil sige at kassere de fordomme og konventioner, der ikke længere kan begrundes fornuftigt. Og det vil sige at være parat til at prøve hidtil uprøvede muligheder, for derved at lære både mulighedernes og sine egne grænser at kende. Exempler at leve sammen før ægteskabet, på trods af blufærdigheden at bruge præventive midler når man ved de findes, at rejse, at læse en anden forfatter, at lade manden klare hus ogbørnenuges tid. Kulturpolitikkens tredje mål er at få mennesker til at ændre deres situation. Hvad vil det sige? Det vil sige, på baggrund af erkendelse af sin situation og en maximal udnyttelse af de foreliggende muligheder, at gribe ind og ændre de vilkår, der stadig er utilfredsstillende. Exempler: den velovervejede skilsmisse, en undertrykt klasses revolutionære rejsning, et kirurgisk indgreb, en strejke. Kulturpolitik kan naturligvis i praksis have andre mål. Fieks. at spille på det existerende bevidsthedsniveau og at bestyrke mennesker i forestillingen om at alt er såre godt. Nazismens kulturpolitik var af denne art, og Sovjets kunstpolitik går i samme retning — i ejendommelig modsætning til uddannelsespolitikken. Smag og kvalitet Det vil være ganske uretfærdigt at beskylde dansk kulturpolitik for at have en målsætning, der blot minder om denne. Men man kan stille spørgsmålet: tager man i for høj grad sit udgangspunkt i den privilegerede klasses uddannelse og kunst — og rummer dette en risiko for, at man ikke i tilstrækkeligt omfang nærmer sig de tre mål for en rigtig kulturpolitik? Det centrale problem i denne forbindelse er den manglende skelnen mellem smag og kvalitet Det er kvalitetsbevidstheden, der afgør om man opsøger det, der tjener de tre formål for en, men det er smagen, der afgør, om man opsøger det på Dyrehavsbakken eller i det Kongelige teater. Derfor har Peder Nørgård ret når han siger: Der må være noget for enhver smag (i radio og TV) — og Hans Sølvhøj har ret, når han siger: Vi skal kun støtte kvalitet Men hvis det medfører, at Peder Nørgård accepterer udsendelser af dårlig kvalitet, og Hans Sølvhøj favoriserer den gode (de dannedes) smag — så er den gal. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.