Arbejdsmarkedets fire parter

Der er i denne tid fire parter på arbejdsmarkedet. Det er arbejdsgiverne, socialdemokratiet, fagbevægelsen og arbejderne. Hvor ligger deres interesser?
Arbejdsgivernes interesser er klare nok. De er interesseret i at fastholde status quo og i at regeringens arbejdsgivervenlige politik ikke går op i limningen.
Socialdemokratiets interesser burde naturligvis være at sikre arbejderklassen de størst mulige fordele på længere sigt. Men deres faktiske strategi synes at gå ud på 1) at hindre modsætninger mellem parti og fagbevægelse, og 2) at bevare det politiske initiativ hos partiet.
Taktisk betyder det, at man foretrækker at kanalisere uroen i beskedne økonomiske forbedringer. Man tør ikke pille ved fundamentale mekanismer - af angst for at udviklingen skal komme ud af partiets kontrol.
Fagbevægelsen burde naturligvis ikke alene udnytte den eksisterende aktivitet, men også forstærke den - for derigennem at komme nærmere til deres mål: reel styrkelse af arbejderne overfor arbejdsgiverne. Men deres faktiske strategi synes at gå ud på 1) at bevare samarbejdet med arbejdsgiverne for enhver pris, og 2) at bevare det faglige initiativ hos fagbevægelsen.
Taktisk betyder det, at man spiller problemerne over til politikerne, samtidig med at man ikke går længere end til krav om beskedne, økonomiske forbedringer. Hvis fagbevægelsen mister sin privilegerede stilling som forhandlingspartner, kommer tillidsforholdet til arbejderne i fare - og dermed også tillidsforholdet til arbejdsgiverne.
Arbejdernes interesse er fagligt at styrke deres stilling overfor arbejdsgiverne, så man på længere sigt effektivt kan angribe deres monopol på at lede og fordele arbejdet. Politisk er arbejdernes interesser på længere sigt et nyt økonomisk system,  hvor de finansielle problemer ikke hver gang løses gennem indgreb mod lønninger, beskæftigelse og offentlig aktivitet.
Deres faktiske strategi synes at være 1) at lægge politisk pres på socialdemokratiet, og derigennem 2) tvinge den
borgerlige regering væk. Taktisk betyder det, at man stimulerer uroen på arbejdspladserne og derigennem afslører det svigtende tillidsforhold mellem arbejdere og fagbevægelse - noget som er farligt for både socialdemokrati og regering.
Hvad vil der ske? I denne første omgang kan man roligt regne med, at de grundlæggende økonomiske misforhold vil blive omsat til et par femører - og at fremmedgørelses-problemet vil blive omsat til "trivsel".
Arbejderne har for så vidt selv åbnet sig for denne afværgeløsning. Kronekravet rører ikke ved de fundamentale problemer. Men det lønner sig måske at betragte det som et symbol - og opbakningen som et tegn på noget dybere. Man må huske på, at det altid er lettere at formulere fremmedgørelsesproblemet, når man ikke selv er offer for den hver dag i sit arbejde.
Vi venter nu bare på at alle de sædvanlige små nemme sikkerhedsventiler blir åbnet, så dampen kan slippe ud. Så arbejdsgivere, socialdemokrati og fagbevægelse igen kan sætte sig roligt ned og tale om det de plejer.
Arbejderne vil endnu en gang opdage, hvor alene de er. Ingen organisation, intet parti har vilje eller styrke til at varetage deres interesser. Arbejderne er spundet ind i et net af paragraffer og regler, hvis eneste formål er at lamme dem. Og deres forbrug af de-værdier, som de selv skaber, er organiseret på en måde, som gør deres ak-tionsfrihed til en illusion - eller i bedste fald en kostbar^ affære.
Arbejdernes "egne" organisationer tvinger dem til at føre deres kamp på modstanderens betingelser. I dag har arbejderne intet alternativ til de såkaldt vilde strejker. På længere sigt kan en koordination naturligvis ikke undværes.
Tiden vil vise om den skal bygges forfra og nedefra på en ny solidaritets grund - eller om den igen vil blive overtaget af skrivebordsgeneralerne, som tror at klassekampen kan besværges med et pennestrøg under en overenskomst.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.