Arbejder-flertallet

Når folketingsvalget d. 22. november er slut, vil der i det danske parlament være et flertal af repræsentanter fra partier med socialismen på deres program. Den 23. november begynder så arbejdet med at gennemføre socialismen i Danmark.
Det danske socialdemokrati har gennem årene måttet erkende mange gange, at en socialistisk politik ikke kunne føres med det mandattal, der var til rådighed. På snedig vis har man for at øge dette mandattal gang på gang ført borgerlig politik — og nu giver denne ofte kritiserede taktik omsider resultat.
Socialistisk Folkeparti har ofte erklæret, at det ikke ønsker socialismen gennemført i Danmark med voldelige midler. Uden at have opgivet den revolutionære opfattelse af udviklingen har man valgt den parlamentariske taktik. Og nu bærer den frugt.
Den politiske kamp er bragt frem til et vendepunkt. Nu kan der tages fat på opgaverne. Arbejderflertallet er sikret. Det blandede sy stem har udspillet sin rolle. Nu forestår næste spring i udviklingen: det socialistiske samfund.
(Hør, hvem er det, der fniser? Det forekommer utidigt i en stund som denne. Nuvel, det er måske naivt at tage demokratiet for pålydende og tro på, at flertallet gennemfører sin politik. Det er måske i praksis ikke helt let at gennemføre socialismen på een gang. Og vi er her i landet tilhængere af en rolig udvikling. Måske må man nøjes med at begynde med de mest presserende opgaver. All-right. Vi forsøger igen.)
I løbet af december og januar vil arbejderflertallet fremsætte og vedtage forslag om nationalisering af forsikringsselskaber, banker og sparekasser. I februar vil arbejderflertallet fremsætte og vedtage forslag om offentlig investeringskontrol og samfundsejede fonds. I marts gælder det forslag om samfundets overtagelse af boligmarkedet og om jordlove, der udelukker spekulation. I samme måned nedsættes udvalg til forberedelse af forslag om overtagelse af værfterne og byggematerialeindustrien.
Mens dette sker, gennemføres en reform af indkomstbeskatningen, der skærper progressionen og muliggør en radikal forøgelse af den offentlige indsats i forsorg, uddannelse, videnskab og kunst.
(Hvad skal det overbærende smil til? Lyder det, der er nævnt, særlig overmodigt eller urealistisk? Nuvel da. Vi gør endnu et forsøg.)
Arbejderflertallet bliver måske ikkeretstort Derfor vil man muligvis være lidt betænkelig ved at fare altfor hårdt frem. Måske vil man søge at få den bredest mulige tilslutning til de vigtigere forslag. Og det er vel heller ikke unaturligt i et demokrati at søge forhandlings-løsninger, at tilstræbe forlig.
(Hvor kom nu det skratgrin fra? Det er jo komplet umuligt at analysere situationen fornuftigt under de vilkår! Vi må hellere begynde på en helt frisk.)
Et arbejderflertal i dette land er en fiktion. At kalde Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis samlede mandat-overvægt for et arbejderflertal er dækningsløst. Simpelthen fordi der ikke findes et flertal af arbejdere i Danmark.
Ikke konjunkturerne, ikke velfærdet og ikke fremskridtene har skylden. Defaitistisk kulturpolitik, manglende indsats for skoling af arbejderklassen, den politiske debats ensidighed og ideologisk bangebuksen har opløst en historieskabende samfundsklasse i smågrupper af intellektuelle, funktionærer, faglærte, ufaglærte, tjenestemænd, højtlønnede, lavtlønnede, enlige mødre og tillidsmænd.
Overfor dem, der beriger sig på udviklingens bekostning, står en kævlende hob, der har givet afkald på sit våben — mod til gengæld at få udleveret en grimasse. Klassebevidsthed er afløst af kassebevidsthed. Magten og æren er opgivet til fordel for jordnødder og bananer.
(Hvor kommer dette kamgarnsraslende skuldertræk fra? Fra de ledende bavianer, der mens de mænger sig med kirke, ugebladsadel, kongehus og kludedukker, benytter en pause til at tage stilling. Tillad en på forhånd mistænkeliggjort havegæst at løbe linen ud).
Situationen er enestående Et flertal af arbejderpartierne i folketinget i november, overenskomstforhandlinger løbende. At fagbevægelsen vil benytte den politiske konstellation til at øve pression på arbejdsgiverne, turde være givet. Tør man ligefrem håbe, at den mest folkelige magtfaktor i dette land også vil benytte lejligheden til at øve politisk pression på sine politiske repræsentanter?
Det  afhænger  af  svaret  på månedens spørgsmål: Hvem er mest bange for et arbejderflertal — arbejderpartierne eller de borgerlige?