Apartheid

Vores samfund ofrer millioner på at hjælpe de borgere, der har vanskeligheder med at klare sig selv. Skyldes dette, at man med den øgede viden i stigende omfang blir opmærksom på behov, der altid har været til stede? Eller skyldes det, at vores samfundsform fremkalder et stigende behov, dvs. forøger de grupper af borgere, som ikke kan klare sig?
Den brutale udskillelse af de svage til steder, hvor de overlades til sig selv, er næppe nogen tilhængere af - selvom man stadig nogle steder har forhold, der minder om dette. Forsorgen i vid forstand arbejder i dag med to former for terapi: 1) snæver miljøterapi og 2) revalideringsterapi.
Den snævre miljøterapi går ud på at skabe særlige miljøer for de trængende, miljøer, som er specielt egnede til forskellige grupper af handicappede borgere - som ikke ligner det normale miljø ret meget. Eksempler er alderdomshjem, beskyttede værksteder, hjælpeskoler.
Revalideringsterapien går ud på at prøve at få de handicappede borgere ud i det almindelige samfund. Metoden er en oplæring i at kunne klare tilstrækkelig mange af det eksisterende samfundslivs krav til at kunne virke der. Den forebyggende terapi er en variant af revalideringsterapien. Eksempler er hospitaler, proteser, støtteundervisning.
Vi står midt i en udvikling, hvor samfundsborgerne deles i to grupper, de rentable og de urentable. De kræfter, som anskuer samfundet og individet alene udfra et rentabilitetssynspunkt, vil tilgodese de urentable udfra den betragtning, at de er fremmedlegemer i den rentable produktion og dens vækst - men værd at bevare som forbrugere. Det kan derfor bedre betale sig at udskille dem eller tilpasse dem - end at få sand i maskineriet.
Den tekniske udvikling vil bevirke, at kravene til rentable mennesker blir større - og gruppen af urentable blir derfor også større. Jeg ser grunden lagt til et dansk apartheidsamfund, hvor forsorgen får flere og flere midler i hænde til på bedste måde at administrere de lejre og getthoer, hvor de urentable gives en »behagelig« tilværelse, men i stigende grad fratages indflydelse - eller tvinges ind i den rentable produktions mønster igen.
Jeg ser fremtidens forsorg som en stedse effektivere kompensation for et stedse mere umenneskeliggjort samfund. Jeg ser fremtidens forsorg som magthavernes instrument, der netop i kraft af sit menneskekærlige arbejde bekræfter de raske i retten til riget.
Spørgsmål:
1)  Er analysen korrekt?
2)  Benytter forsorgen rentabilitetsargumenter for bevillinger til sin egen virksomhed?
3)  Kan en forsorg være andet end samfundsbevarende?
4)  Hvad er alternativerne til forsorg, socialpolitik, socialpædagogik, osv.?