Afskaf gymnasiet - indfør begejstringen Information, 29. juni 1998 Vi har lavet en skole, der bygger på tvang i stedet for lyst. Forslag til en ny skole- og uddannelsesstruktur UDDANNELSE Da jeg i sin tid blandede mig i den pædagogiske debat, var jeg tilhænger af en enhedsskole, som ikke skilte eleverne efter evner og som kompenserede for de svage sider, som nogle elever kunne have. I dag har jeg skiftet standpunkt. Nu mener jeg, at man skal efterspore elevernes stærke sider og styrke og dyrke dem mest muligt. Og naturligvis hjælpe de svage med at tilegne sig de samfundsmæssigt nødvendige færdigheder. Alle såkaldt “svage” har stærke sider. Dem glemte man undertiden i konformitetens navn. Jeg foreslår at afskaffe gymnasiet - og ændre folkeskolen radikalt. Og jeg mener skolen skal holde sig fra at gribe ind i eller at fremme elevernes personlige udvikling. Den udvikling mener jeg man skal overlade til eleverne selv. Eleverne gider ikke læse lektier, en stor del gider dårligt nok møde op - i hvert fald i gymnasiet. Nu diskuterer man om lærerne skal lære nye og bedre pædagogiske metoder for at fastholde elevernes interesse. Men er det lærernes problem? I gamle dage skulle eleven have en seddel med hjemmefra, hvis man ikke mødte op i skolen. Nu har man i selvstændiggørelsens navn givet eleverne ansvaret for fremmødet. Den anden pisk man havde (og stadig har) er karakterer og eksaminer - med henblik på adgangsbegrænsninger. Det handler altsammen om, at vi har lavet en skole, som bygger på tvang i stedet for på lyst. Hvordan laver man det om? Her er et forslag til en helt ny skolestruktur - og for den sags skyld: en ny kvalificeringsstruktur i det hele taget. Se skolen som en vifte af krav. I første omgang en mere snæver vifte. De første fem år kræves deltagelse i følgende fag: læsning, skrivning, matematik, eventyr og retorik. Efter fem år skal børnene kunne læse, stave, regne med talbevidsthed, lytte og formulere sig mundtligt. Fire timers skolegang dagligt, ubetinget mødepligt, ingen lektier og tid til leg. Ingen karaktergivning, ingen eksamen, men et grundigt kendskab til hver enkelt elev. Klasseundervisning (fællesskab) er den grundlæggende metode, passende kombineret med lejlighedsvis individualisering. Vejen op i sjette klasse er fri. Her spredes viften ud, nye områder introduceres. Sjette og syvende klasse er eksperimenternes og nysgerrighedens år. Her gives der helt afkald på faglige krav, og kompetente og begejstrede lærere underviser i deres eget favoritfag, gerne med aktiv deltagelse fra eleverne - i al fald de elever, som smittes af begejstringen. Fremdeles ingen karakterer, ingen eksaminer, men en undersøgelse fra lærernes side af, hvor eleverne bliver begejstrede, interesserede, nysgerrige. Desuden støtte til, at eleverne selv går i gang med et enkelt eller to fagområder. Og her kommer flere blade på viften: fremmedsprog, geografi, fysik, natur, samfund, psykologi, historie, musik, litteratur, billedkunst, håndværk, teknik og politik. Undervisningen kræver nu seks-syv timer daglig, absolut mødepligt og stadig ingen lektier. Der skal være mulighed for at eleverne kan arbejde selvstændigt, evt. i grupper, men det skal ikke være noget krav. Ved slutningen af syvende klasse har eleven lært ret meget om, hvor han eller hun har lyst til at placere sin begejstring - uden tanke på en fremtidig profession og uden tanke om truende adgangskrav. Viften spredes De næste tre år, ottende til tiende klasse, spredes viften endnu mere ud samtidig med, at der gives mulighed for fravalg og specialisering. Emnerne/fagene nuanceres, temaer rendyrkes, entusiasmen næres. Her vælger eleven sine stærke sider, sine interesser, og først her indføres lektier. Fremdeles ingen gammeldags karaktergivning, men en faglig journal for hver enkelt elev, som kan danne grundlag for en vejledning af eleven. Otte timers daglig skolegang, hvoraf de to timer er lektielæsning. Efter 10 års skolegang er de grundlæggende færdigheder etableret, og elevens interessefelt er på baggrund af den brede vifte af tilbud indsnævret til netop det, som eleven finder det mest spændende at beskæftige sig med. Eleven er nu cirka 17 år. En vigtig del af den personlige udvikling har fundet sted, den udvikling, som skolen skal holde nallerne fra at blande sig i. Dermed er ikke sagt, at skolen ikke skal have et tilbud om rådgivning i personlige og faglige anliggender i det omfang eleven føler et behov for det. Nu kan de elever, som ønsker det, vælge mellem alle faglige og videregående uddannelser uden adgangsbegrænsning. Der vil være brug for rådgivning, men den vil være langt enklere, al den stund eleven allerede har valgt sit begejstringsområde. Universitetet Nu, da vi har afskaffet gymnasiet, kan vi tage universitetet som eksempel - men tankegangen kan også anvendes på handelsskoler og tekniske skoler - som så også skulle være mindre specialiserede i begyndelsen. Tænk engang: Universitetet er åbent for enhver, som har gennemført 10 års skolegang, sådan som den ovenfor er beskrevet! De første to år på universitetet er igen nysgerrighedens år. Begejstringsområdet er allerede indsnævret, men universitetet kan tilbyde mange yderligere specialiseringer, naturligvis med åbenbaringens ombestemmelse som en mulighed. Det unge menneske går fra den ene forelæsning til den anden, finder kammerater, fælles interesser og arbejder uforpligtende sammen uden tvungne projekter, karakterer og eksaminer. Efter disse to lærerige år, hvor et præcist fravalg har fundet sted, træffer den studerende sin positive beslutning: Her vil jeg lære det, som jeg ønsker at lære, og som jeg måske (men ikke nødvendigvis) kan se et professionelt perspektiv i. Og så bliver det naturligvis alvor! For at få lov til at dyrke sin kreative begejstring og sin glødende nygerrighed stilles der visse krav. Her kommer en optagelsesprøve på tale: Har den studerende efter en nøje bedømmelse de forudsætninger, som er nødvendige for at kunne realisere et seriøst studium? Der behøves dog ingen karakterer. Man kan tage modellen fra den gamle magisterkonferens: bestået eller ikke bestået. Personligt ser jeg den naturligvis gerne suppleret med en redegørelse for, hvad der for den enkelte studerendes vedkommende mangler i kvalifikationer, viden, færdigheder osv. Således, at man kan give sig selv en ny chance for at komme til at beskæfte sig med det, som i man løbet af 10 års skolegang og af to års forberedende universietsstudium har fundet ud af, at man forfærdelig gerne vil bruge sit liv til. Forældres opgave I dag pukker man på forældrene: De skal interessere sig mere for deres børns skolegang, tage del i skolebestyrelsesarbejde og gå til forældremøder. Det vil være helt unødvendigt, hvis min uddannelsesstruktur bliver til virkelighed. Forældre har kun tre opgaver: De skal elske deres børn, give dem den størst mulige frihed - og sørge for, at de møder op i skolen i de første år. De følgende år klarer børnene det selv - af lyst! Man pukker også på lærerne: De skal lære nye metoder til at underholde børnene, de skal være endnu mere fagligt kvalificerede, de skal på efteruddannelse og omskoling, de skal være i stand til at løse allehånde sociale problemer i klassen. Nej, det skal de ikke. De skal finde et fag, som de selv er begejstret for og give udtryk for denne begejstring. Og man pukker på samfundet: Klassekvotienterne er for store, skolernes læremidler er for nedslidte, bygningerne er dårligt vedligeholdte, lønnen er for ringe. Alle disse ting er uafviselige kendsgerninger, og mine forslag bør ikke kunne tages til indtægt for forsømmelser på disse områder. Mit ærinde er nemlig at tale børnenes og de unges sag - og dermed fremtidens. Jeg hader diskussionen om “motivation”, denne kunstige manipulation med børns og unges naturlige behov og nysgerrighed. Jeg hader i grunden hele teknificeringen af pædagogikken, den er overfladisk og bygger på den grundlæggende tvang, som vi har valgt at bygge vores undervisning på. Undervisningsminister Margrethe Vestager har stillet et utraditionelt forslag om at gøre adgangen til gymnasiet helt fri. Det synes jeg er et godt forslag. Men jeg synes, hun skal tage konsekvensen af sin egen tankegang og overveje en mere dybtgående forandring, et kreativt alternativ. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.