Afdelingslederen på DPI Da jeg i begyndelsen af min studietid gang på gang småsnøftende forlod Thomas Sigsgaards forelæsninger, drømte jeg ikke om, at jeg mange år senere skulle få lejlighed til at lære ham at kende på nært hold. Den - i sin grund politiske - evne til at forbinde en klar tænkning og et varmt hjerte gjorde hans forelæsninger med journalgennemgang til bevægende oplevelser i en ellers øde tid. Nu så jeg den igen i funktion, da jeg i 1958 begyndte som hans assistent på Danmarks pædagogiske Instituts afdeling for pæ-dagogisk-psykologisk grundforskning. Denne fornemme betegnelse generede og foruroligede ham en del, det kunne jeg mærke. Selv var jeg bare ung og imponeret. Han gjorde lidt grin med den - og levede op til den. Med sin klare tænkning og sit varme hjerte. Og det var der brug for. Et af de første projekter, som vi skulle i gang med, var en undersøgelse af specialbegavelse, sproglig og matematisk. Vi havde fået formuleret problemstillingen på en meget forudseende måde: En undersøgelse af mulighederne for at belyse problemerne omkring sproglig og matematisk begavelse. Det var en spændende tid, da vi sad og skulle finde på alle de snedige opgaver, som dels skulle være så svære, at vores forsøgspersoner ikke kunne klare dem, dels så komplekse, at vi kunne få noget at vide gennem deres måder at gribe dem an på. Vi brugte en del tid på denne forberedende fase. Jeg tror vi begge trak tiden lidt ud. Jeg fordi jeg var lidt ængstelig for det ophøjede videnskabelige ansvar, som var forbundet med at sidde foran en forsøgsperson og skulle notere, registrere osv. Jeg har Thomas Sigs-gaard mistænkt for, at han i grunden syntes det var lidt synd for alle de unge mennesker, som vi skulle ud og plage med opgaver, som de ikke kunne finde ud af, og som vi i det daværende videnskabssyns navn havde besluttet os til at hjælpe dem så lidt som muligt med. Det må have været omtrent på den tid Thomas Sigsgaard skiftede sin bil ud. En dag kom han, kroget af grin og fortalte følgende historie: Han havde hjemmefra besluttet, at hans gamle bil, som skulle gives i bytte for den ny, i hvert fald ikke skulle gå under 8-9000 kroner. Han havde derfor taget sig voldsomt sammen og krævet 9000 for den hos forhandleren. Forhandleren havde kikket lidt på ham og havde så sagt: Jeg havde tænkt mig at tilbyde Dem 10.500. Hvortil Thomas så havde svaret (og nået hertil i beretningen løftede han armene og vendte blikket mod loftet): Er det Deres sidste bud? Så klog Thomas var på livet, var han en fremmed fugl i forretningslivet. Han lod sig - formedelst et afslag i prisen - prakke indeværende års model på, et eksemplar, som de var brændt inde med, formentligt på grund af farven, der var omtrent som sødsuppe. Thomas' børn nægtede at køre i den, og han gik hen og fik den byttet. Og vi tilrettelagde og konstruerede gruppe-prøver og arrangerede store højtidelige eksamenssituationer i gymnastiksale og aulaer. Hjemkommet med stakkene arbejdede vi med materialet, tegnede figurer og diagrammer - båret af en ukuelig optimisme, som kun sjældent blev dæmpet af den hemmelige tvivl, som jeg tror vi begge havde i baghovedet: der er et eller andet i vejen med problemstillingen, med de forudsætninger, som vi har accepteret, bare fordi andre gør det. Det var vist i denne forskningsmæssigt kritiske fase, at Thomas inviterede mig på en fisketur i en ældgammel travalje, en stor tjæret robåd med påhængsmotor, som han havde købt. Jeg beundrede Thomas' optimisme, da jeg så båden. Og blev lidt beroliget, da han hos fiskehandleren indkøbte et par kilo hornfisk. Optimismen var altså ikke større, end at han ville sikre sig et bytte, selv om vi ikke selv skulle fange noget. Men jeg havde undervurderet Thomas' optimisme. Da vi kom ud på det dybe, skar han hornfiskene i stykker med en stor kniv og smed dem over bord. Og så hev han en vældig fiskestang med et kæmpehjul frem. Han ville fiske tun. Vores utallige diagrammer lignede stort set allesammen hinanden og viste alle omtrent det samme: ingenting. Så begyndte vi at tænke alvorligt over sagerne. Havde vi i grunden fået beskrevet andet end nogle produkter af forskellig undervisning - ovenikøbet uden at have medbeskrevet denne undervisning? Hvor stor en rolle spillede den bagved liggende kognitive udvikling? Hvilke betingelser havde den haft? Kunne vi overhovedet benytte sådanne produktbeskrivelser som basis for prognoser om et fremtidigt forløb - når vi hverken vidste noget om, hvordan produktet var fremkommet eller noget om betingelserne for en fremtidig udvikling? Alle disse spørgsmål pegede frem imod studier, grundlagskritik og begrebsanalyse. Samtidig skete der det - for mig - triste, at Thomas Sigsgaard blev professor, forlod skuden og efterlod mig midt i dette tvivlens ocean. Idag arbejder jeg sammen med en ny Thomas -som hedder Nissen til efternavn. Vi er nået et stykke vej i retning af at sætte tvivlen i system - og trådene går tilbage til den gamle tvivl fra dengang. Dengang vi sad overfor hinanden, den gamle Thomas og jeg, i det lille lokale med de nye kontormøbler og de halvtomme reoler. Vi snakkede og snakkede. Om vores arbejde, men også om mange andre ting. Altsammen havde på en eller anden måde for det meste noget at gøre med forbindelsen mellem den klare tænkning og det varme hjerte. Det hele varede kun et par år. Og det var nok for lidt for mig. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.