Det danske Fredsakademi
Digt-antologi
Ørnen
Af Sara Mathai Stinus
Ørnen sidder højt på en gren
Stirrer med kuglerunde øjne ud
Med stumper af nedlagt bytte
Mellem kløerne, blod om næbbet
Venter den prægtige fugl
Med det brede vingefang
Stærke muskler rede til kampindsats
Hvor som helst, når som helst.
Ørnen flyver over sø og land
Alting fanger blikket ind
Også det som skinner på havbunden
Rigdomme i små forhøjninger
Skabt af naturen i ingenmands-vand
Til fælles vel: dykker
Og kommer op med blanke kløer,
Renvasket næb. Mit, mit! skriger den
Ørnen er ætling af grumme rovfugle
Som i deres tid spredte skræk
Da de delte verden i jagtmarker
Og tvang småfuglenes flok
Til at levere dem udsøgt føde,
Plukkede fjer i flæng,
Stækkede de opsætsige
Holdt hoppende tjenerstab.
Ørnen drømmer om velmagtsdage
Fribytternes tid, lukker et sekund
De vagtsomme øjne.
Nu skyder den brystet frem
Spidser jagtredskaberne
Pudser fjer så de gnistrer, glimtene
Ses og forstås af alverdens fugle.
Ørnen er ikke en truet art
Ude og hjemme slår den ned
Tildeler smerte, udmåler straf
Håndhæver rovinstinkternes ret.
Men ørn kan tæmmes, siger man
Så den bliver mindre grisk
Og lærer at søge sin føde
På fredelig fuglevis. Hvad med
En opdragelsesanstalt for ørne?
Kilde: Opdragelsesdigte for ørne, 1986.
Tak til Erik Stinus for tilladelse til at publicere digtet.
 |
 |