Det danske Fredsakademi

Digt-antologi

Krigens Flygtninge

Af Johannes Hansen

De har vandret nu år efter år
i sultende, lasede skarer.
Millioner på flugt fra udslettelsens kår og
slagmarkens rædsler og farer.

Med et genskin af sværtidens gru
i blikke, der brister af klage,
går lidelsens tog over landenes jord gennem
tusind grådtunge dage.

Over Nordnorges isklædte fjeld,
over Ruslands de vidtstrakte sletter
har de vandret og vandret fra daggry til kvæld
og i angstfyldte, søvnløse nætter

Gennem Østfinlands susende skov,
over Polens blodvædede jorder,
gennem Frankrig og Tyskland - den evige
march af fortvivlede, håbløse horder.

Fra de brændende, bombede byer
med geværild på torve og gader,
hvor kanonernes kvælende krudtrøgskyer
skjuler tomternes sorte facader,

Fra ruiner af landlige bo
vakler folket fra kamppladsens øde
med stumper af det, der engang var et hjem
sin uvisse fremtid i møde.

Det er gamle og grånende mænd,
og hærgede udslidte kvinder,
gennem årenes gang gav en kroget lænd og
falmede, furede kinder,

efter livsdagens tålsomme slid
skulle hvilen og freden de eje -
nu stumpler de fremad på smertende ben ad
våde og opkørte veje.

Det er mødre med frysende små
bøjet tungt under tidernes byrde,
hvis mænd kaldtes bort fra den hjemlige vrå
for mænd og fædre at myrde .

Det er enken, hvis eneste søn,
hvis glæde og livshåb nu hænger
som en rådnende klump på et pigtrådshegn,
hvor granaterne hyler og flænger.

Det er slægtens vanrøgtede vår
med smilløse ungpigeøjne,
hvis ungdom forspildtes i vanviddets år og
druknes ,i blod og løgne,

en rodløs og glædesløs trop
i hungerens hutlende hære,
der må sælge sig selv for en brødskorpes
rest og købe sit liv med sin ære.

Det er børn, som er født under krig,
vokset op kun til hadet og harmen,
hvis barnesmil stivned i rædselsskrig under
bombemaskinernes larmen,

Det er tårer og brandos og blod
og soternes truende skygge.
Det er hele den store galskabs sum af sønder-
knust livsmod og lykke.

De har vandret nu år efter år,
de sultende,lasede skarer,
mens flyverne død over folkene sår
til sirenernes sørgefanfarer,

I dødsangst for menneskers dåd
må mennesker gruslagne drage
som jagede væsener fra skjul til skju
l gennem tusinde grådtunge dage.

I mænd fra de mægtiges trop,
der tusker med skæbner og stater,
der for magt og guld lader tæppet gå op
for krigsdjævelens dødningteater

sig: tør I nu bære den vægt
den anklages knugende tynge,
der løfter sig mod jer i tusinde skrig
fra de flygtendes hjemløse klynge,

Synk bort bag ruiner og lig
I gamle, fordummende løgne
om den dådfulde, raske og mandige krig, der
blændede tusinders øjne,

nu ser vi jert hule bedrag,
som grufulde vidner os møder
millionernes tog fra den knokkelmandshøst,
hvor folkenes ungdom forbløder.

Åh, menneske! Sig mig, hvornår
vil du krænge din rovdyrham af dig?
Når løfter du op af.fornedrelsens kår det
adelsskjold, livsånden gav dig?

Hvornår skal de hvile, de tog,
de håbløse, dødtrætte hære,
der slæber sig hen over jordklodens bug, som
en skamplet på skabningens ære?

Kilde: Nyt, Militærnægterlejren, Oksbøl nr. 3, april 1957.
Krigens Flygtninge er oprindeligt publiceret i tidsskriftet Aldrig mere Krig, nr. 5. fra maj 1945.
Denne senere udgave er valgt på grund af det moderne sprogbrug.

Krigens Flygtninge
Det vil sikkert glæde baade vore Læsere og Forfatteren selv at høre, at Johannes Hansens gribende Digt om „Krigens Flygtninge", som vi bragte i Nr. 5, forleden fandtes aftrykt i det finske Blad „Fredsposten", oversat til Svensk af Professor Felix Iversen og Greta Langenskjöld. Felix Iversen har sendt os det paagældende Blad og bedt os overbringe Johannes Hansen det med en hjertelig Tak og Hilsen. „Vi har aldrig læst noget mere rystende og værdigt om Krigens Flygtninge", skriver Professoren.
Aldrig mere Krig, nr. 12, 1945 s. 107.

Top