Det danske Fredsakademi
Digt-antologi
Gandhi
Af Sara Mathai Stinus
At kunne overskride tidens, konventionernes
Og magtspillets begrænsninger,
At kunne spænde over hele universet
Med åndens styrke og menneskekærlighed:
Den kunst er forbeholdt de få i historien.
Det vældige land lå i lænker
Langsomt var et folk faret vild,
Vejen borte, skarerne besat af frygt og mistro,
Deres skæbne: som undersåtter
At skulle slæbe den hvide mands byrde.
Da trådte han frem og talte
Uden lærdoms omsvøb:
Svalende ord, styrkende ord,
Gamle og kendte, dog friske, som lysglimt
Der antændte historiens kulisser
For at de slagnes øjne, indsunkne i triste huler,
Skulle se.
Fra hytternes dybe mørke
Raktes hænder ud, hørtes hviskende stemmer,
Stumheden var brudt.
De talte nu, bevægede sig:
Imperiets, godsejernes, de overordnedes
Ydmyge tjenere, samfundets nederste,
Forarmede bønder, kvinder, håndværkere
Og de kasteløse, foragtede og plagede.
Alle rettede de blikket mod skæret
Af den nye tid der lyste op i øst.
Århundreders uret ville han fjerne,
Afskaffe traditionernes barbari.
Frihed for nød og frihed for trældom
Dér lå atter den synlige vej.
Fred og broderskab mellem folkene
Ville han så i ufrihedens golde jord,
Løfte sit folk af fornedrelsen.
Med værdigheden genvundet,
Vreden og hadet tæmmet
Skulle de blive et folk uden frygt,
Hvert et Guds barn
Æret for liv og gerning.
Modigt vandrede han,
Spredte om sig gnister af håb,
Bandlyste vold og krig
Mens verden da som nu
Blot stirrede med blodsprængte øjne...
Fred, Shanti, folkeslagenes frihed
Var mundens ideal, ikke hjertets
Blandt de mægtige, historiens begunstigede.
Utrættelig drog han slør til side,
Blottede vor åndelige fallit,
Afmagten når det gjaldt at forvandle verden,
Uviljen mod at undgå grusomme gentagelser.
Kuglerne der ramte ham
Var støbt af snæversyn,
Den stille tapperhed han dyrkede,
At dø uden at dræbe
Var Gandhis til det sidste.
Var kampen da forgæves?
Ikke så længe vi husker
At »jorden har nok til alles behov,
Kun ikke tilstrækkeligt til vor begærlighed«.
Hans mod lever videre.så længe nogen kæmper
For at fred, føde og frihed skal tilkomme alle
Og menneskeheden fortsat bestå.
Kilde: Opdragelsesdigte for ørne, 1986.
Tak til Erik Stinus for tilladelse til at publicere digtet.
 |
 |