Det danske Fredsakademi
Digt-antologi
Den eneste Vej
Af Oswald Clark
En Overenskomst rev man blot itu -
saa kom der Mord og Plyndring, Ild og Sværd -
et Folk blev drevet bort fra eget Land,
blev ruineret paa Monarkens Bud.
Hvad var vor Pligt? “Mon England nu,” det lød
“forlade skal den svage i hans Nød?”
"Hvad var vor Pligt?" Paa een Gang Svaret for
igennem hele Landet som en Flamme,
af Vinden pisket, gloende og rød;
fra Nord og Syd man hørte Raab om Hævn:
“I Rustning nu, paa anden Maade kan vi ikke mod slig Fjende
holde Stand. ”
Ej anden Vej? Og dog vi hver Dag ser,
hvor den Vej fører hen: til Blod og Brand
for Folk og Hjem; og England før saa fri
nu selv i Slavens Lænker lægger sig,
og fra hver Sjæl, fra Fjende som fra Ven
et Smertens Skrig gaar over Jorden hen.
Ej anden Vej? En Vej, end uforsøgt,
en Vej, som skræmmet har hvert Folkeslag,
den Vej, Han ensomt traadte med sit Saar,
med Søm i Haand og Fod, og Tornekrone,
Han, som for sine Børn med Synden stred,
som gav dem Liv, men døde selv og led.
O England, nu har atter du forspildt
din Magt, dit Blod, alt for hans høje Trone;
igen du prøvet har med Hævnens Sværd
at følge Kristus paa hans milde Vej,
og atter har - for sent - du nu oplevet,
at Kærlighedens Aand til Had er blevet.
Fortiden mørk, Nutiden sort som Nat,
Fremtiden din; du ej forspilde den!
Se, Verden længes efter Morgen lys,
den venter paa, at Dagen bryder frem.
Lad Fredens Sol staa op bag dine Enge
og jage Natten bort fra Mark og Vænge.
O, afrust, England, i Hans store Navn,
som trued Storm og stilled Havets Bølger,
du, som nu vover alt i Krigens Spil,
vov nu dit Liv for Kristus og for Freden!
Med Glæde Verden følge vil din Stemme,
ufødte Folk vil ej din Daad forglemme.
Dette Digt er skrevet i Fængslet i Marts l917 af en
engelsk Militærnægter.
Anført efter E. Dehn: Fredens Martyrer.
Kilde: Freds-Varden, 1918:1 s. 10-11.
 |
 |