Det danske Fredsakademi
Digt-antologi
Fred!
Jeg vaagned i Natten og spejded ræd derud,
al Verden stod i Flammer, det stank saa ondt af Krudt;
de største Taarne styrted med Brag under Ø,
mens Floderne kom drukne af Mandsblod til Sø.
Jeg skjulte mine Øjne, hvor Taaren gik og kom,
jeg spejded op mod Himlen, men Himlen tyktes tom;
kun Rummets kolde Stjærner saa spotske til Jord,
som dengang Kain indvied dens Kreds til Brodermord.
Ja, Kain er bleven Helten, der raaber ud til Daad
ved Fronten som i Felten, i Luft- og Underbaad;
hans vilde Kølle hvirvler, - hans blodige Haand
har Tag i Abels Strube, hans Aand er Nuets Aand.
O, raa Instinkters Slave, som snor dit Krigerskjæg,
som praler med din Daabspagt, din Tro, dit Gudepræg,
hvornaar vil du erkjende, du staar ved Mørkets Stab,
ej Guds men Satans Frænde er hver, som øver Drab.
Nu rækker atter Jorden sit Barn det spændte
Bryst
i Kornets tunge Traver, der bølger mildt mod
Høst;
saa rig og god er Jorden, at hvert et Barn blev mæt,
hvis ej Begjær og Blodtørst forgifted Jordens
Æt.
Der er et Ord, som hviskes, nej, stønnes trindt om
Jord,
de Søndertraadtes Haaben, de Slagnes Fadervor;
o, I som styred Verden, saa den gik rent af Led,
styr nu jer egen Brynde og giv os arme: Fred!
Kilde: Samlede Værker Bd. 2, side 156 - 156.
 |
 |