Fredsakademiet, fuldtekst

Det danske Fredsakademi

Digt-antologi

Gode råd

Hjørdis Varmer

Af Hjørdis Varmer

Folkene fra civilforsvaret
siger ikke hvis
de siger
at når krigen kommer
må vi ikke belaste telefonnettet
og ringe rundt og høre
hvor vores børn befinder sig.
Vi må ikke —
Vi skal hurtigt tage transistoren
og huske ekstra batterier.
Hav altid nogle på dig
for du ved ikke
når nedfaldet er over dig
men den dag
må kirkeklokkerne ringe
og varsle
og du skal krybe ind under et skab
og huske transistoren
og måske kan du gå ned i din kælder
i et lukket rum
uden vinduer
stivet af
med bjælker som kan bære
når loftet revner.
Men bjælkerne formår ikke
at holde de farlige stråler ude.
Det må du leve med
så længe du kan.

Og en uge efter
kan du gå ud
og grave kartofler op
og hente lægehjælp
siger civilforsvaret.
Hvis byen står i flammer
må du flygte.
Som dyr i tv's farvelade
flygter for en skovbrand
er det nu din tur.

Men hvor dyrene
styrter skræmte af sted
i vild flugt
slæber du dine fødder
i støv og aske.

Hvor er dine børn
dine forældre
dine venner
og naboer?
Du mærker åndenøden og kvalmen
stemme for brystet
og ønsker
at en bombe vil befri dig.
Den skal også befri
dine børn, forældre og venner.
Det er der ikke garanti for
og du slæber dig videre
og forbander de
der ikke kunne få nok
og du græder de tårer
som i mange år
har siddet og trykket
bag øjnene.

Børnene græder en silende gråd
der ikke høres
og har store skræmte øjne
der intet ser.
De følger med flygtningestrømmen
uden at spørge.
De skyldige
er krøbet ned i deres huller.

Kilde: Digte for fred, 1982.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk