Det danske Fredsakademi
Digt-antologi
Kvinders kamp
Af Hjørdis Varmer
En håndfuld kvinder står frem og siger:
»Nu er det nok med krigens vanvid«
de samler sig sammen
og samler mod
— mod dobbeltfjenden
som nu skal rammes
og hives op ved ondets rod.
Den ene fjende er krig og våben
og vanvid, tortur og folkeskrig
— den anden er manden,
forfængelighedståben,
som føler sig trådt for nær og forbi.
For mændene er skam reelle og rare
de vil os det godt — alle
hver og én
de glemte det bare i samlet skare
de glemte det gang på gang og igen.
De glemte at tænke på vores børn,
de glemte at tænke på liv og tilblivelse
på grønne marker og kærlighed
og liv uden frygt, uden kamp og fortvivlelse.
Men mange hylded' med flag i hånd
og sang på læben og store ord
da Danmark fik nye F16-fly
nu var vi endelig med — her mod nord!
De så ikke faren — kun teknikken.
De jubled' over, hvad mennesker kan.
Nu er det for sent — vi ser statistikken
og vi må stå sammen, kvinde mod mand.
Det her er kvindernes kamp for frihed
hvis mændene ønsker — ja virkelig
brænder
for fred uden våben, raketter og mord
så må de samle sig og samle mod,
og når de har vist os den ægte vare,
det ægte ønske om ingen raketter
og ingen baser på nordisk jord
så kan vi forstå hinandens ord.
Men indtil dét er sket
er det kvindernes kamp
— den bliver nok lang og svær at tage
men før vi har tabt
har vi håbet tilbage.
»I et brev til mig [Bodil Graae] efter kronikken skriver
hun: »Det var vel nok det væsentligste indlæg,
jeg mindes at have læst nogensinde. Jeg er ellers ikke den
helt udprægede kvindesagskvinde, men her er et punkt, hvor vi
kvinder kan få noget ud af det sammen og sørge for at
få hevet de krigsgale mænd ned fra deres
kampvogne«.
For mig kommer Hjørdis Varmer til at stå som
eksponent for den vågnende bevidsthed omkring
krigsmeningsløsheden og omkring kvindesagen.«
Publiceret med tilladelse fra Hjørdis Varmer.
Kilde: Kvinderne og freden, 1980 s. 33-34.
Top
Fredsakademiet.dk
|